Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 03/07/2023 - 11:47

Kendisser: Dem vil vi se på Orange Scene i 2024

Popstjerner og rockbands står højt på de kendte festivalgæsters ønsker over dem, de gerne ser på Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene næste sommer.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Den sidste sang er sunget til årets Roskilde Festival, fadøllene er drukket, og soveposerne er rullet sammen.

Festivalen blev skudt i gang af bandet Blæst, som væltede Orange Scene, mens svanesangen blev sunget af Ukendt Kunstner på Arena.

Der er blevet kastet håndtegn til Kendrick Lamar, gjaldet med på Blur og danset til Lizzo, som var blandt bookingerne på årets Roskilde Festival.

Hvem skal Roskilde Festival gafle af artister næste år?

Det har en række af årets celebre festivalgængere forskellige ønsker til.

Tv-vært Sarah Grünewald:

- Depeche Mode vil jeg virkelig gerne se - men jeg tror slet ikke, at de spiller på festivaler. Og så vil jeg også godt se Mø på Roskilde Festival næste år, for jeg synes, hun er fuldstændig fabelagtig, lyder det fra Vild med dans-værten.

Reggaesanger Wafande:

- Damian Marley, Bob Marleys søn, eller noget stort og fedt som Céline Dion. Jeg har set Prince og Stevie Wonder og nogle af de der rigtigt store, og jeg føler, at det er sådan nogle artister, der skal være på Orange Scene, siger Wafande, som ikke selv drømmer om at stå på den ikoniske scene.

- Jeg vil hellere spille i teltene, hvor der er mere stemning. Orange Scene er for langt væk. Jeg kan godt lide at have publikum tæt på, lyder det fra reggaestjernen.

Tv-vært Ibi Støving:

- Jeg bliver nødt til at sige Harry Styles. Jeg ved godt, at det er megapoppet. Men jeg synes sateme, at han skriver nogle fede sange. Og så synes jeg, at han er et utroligt ydmygt menneske - ikke nogen nykker og meget taknemmelig. Det kan jeg godt lide, siger tv-værten om det britiske popikon.

Podcastvært Claus Elming:

- Der er nogle verdensklassebands, som man altid har lyst til at se, og som man altid håber på, at Roskilde eller nogle af de andre festivaler tager til sig. Det kunne være fedt at få Metallica til at komme og blæse en koncert af, lyder det fra Claus Elming.

Skuespiller Lærke Winther:

- Det er et svært spørgsmål ... Men så ville jeg gerne have, at Prince kommer tilbage. Jeg har engang været til den fantastiske koncert her på Roskilde (i 2010, red.). Jeg bliver ved med at savne ham, siger skuespillerinden, der til efteråret kan ses i efterfølgeren til biografbaskeren "Jagtsæson".

Komiker Natasha Brock:

- Lewis Capaldi, når han får det godt igen. Det kunne være skønt, siger hun om den skotske sanger, som for nylig har aflyst flere koncerter af helbredsmæssige årsager.

Roskilde Festival 2024 løber efter planen af stablen fra 29. juni til 6. juli.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek