Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/03/2024 - 08:55

Forbrugertillid holder sig i ro selv om højere løn giver pil op

Forbrugerne ser lysere på den økonomiske situation i dag, mens synet på situationen om et år er mere negativ.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Forbrugernes overordnede syn på familiens og Danmarks økonomiske situation holder sig i ro fra februar til marts.

Men forbrugerne vurderer både familiens og Danmarks økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden som værende lidt bedre.

Samtidig er optimismen faldet en smule, når det kommer til vurderingen af situationen et år frem i tiden.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Den overordnede indikator for forbrugertillid i marts er opgjort til minus 7,6 mod minus 7,4 i februar.

Tallet er opgjort ud fra fem spørgsmål, hvor man skal vurdere både dansk økonomi og familiens økonomi nu sammenlignet med for et år siden samt forventningerne til det næste år.

Her kan forbrugerne svare på en skala fra meget bedre til meget dårligere. Svarene bliver omregnet til en talværdi mellem 100 og minus 100. Den endelige værdi fås ved at beregne gennemsnittet af svarværdierne.

Selv om forbrugernes humør har bevæget sig en smule i negativ retning i marts, er der stadig tale om et højt niveau i forhold til niveauet de seneste to år.

Ikke siden februar 2022 har humøret været så højt som i februar og marts. Her er det blandt andet lønstigningerne, der får forbrugerne til at se lyst på økonomien, påpeger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- De højeste lønstigninger i 15 år, ro på inflation og et brølstærkt arbejdsmarked skubber positivt på. Men på den anden side ser forbrugerne fortsat mærkbart negativt på den økonomiske situation i forhold til for et år siden, skriver han i en kommentar til tallene.

Forbrugertilliden fortæller noget om forbrugernes syn på økonomien og lyst til at bruge penge.

Privatforbruget udgør ifølge Jeppe Juul Borre knap halvdelen af den økonomiske aktivitet og har derfor stor betydning for den samlede danske økonomi.

Ser man på det generelle niveau for forbrugertilliden før 2022, ligger niveauet i dag stadig lavt.

Men Jeppe Juul Borre forventer, at forbrugerne i løbet af 2024 vil fortsætte med at bruge flere penge.

- I 2022 faldt privatforbruget med det kraftigste siden finanskrisen, men har gennem 2023 formået at vokse igen. Og det ser vi fortsætte ind i 2024 trods den uændrede og fortsat relativt svage forbrugertillid, lyder det.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek