Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jerusalem, 10/07/2024 - 17:32

Israel angriber syriske styrker i Golanhøjderne

Titusinder af israelere og libanesere er evakueret fra grænseområder på grund af krigsfaren.

Leo Correa/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Israelske kampvogne og artilleri har onsdag beskudt den syriske hær i Golanhøjderne.

Det bekræfter den israelske hær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Israel havde de syriske styrker krænket en aftale fra 1974 om demilitarisering i området.

- IDF (Israels hær) holder det syriske militær ansvarlig for alle aktiviteter, der sker inde på vores territorium, og det vil ikke tillade forsøg på at krænke Israels suverænitet, lyder det i en erklæring fra den israelske hær.

Tirsdag blev to israelere dræbt, da Hizbollah-militsen i Libanon beskød det israelsk-besatte Golan.

Det var et angreb, som den libanesiske milits omtalte som gengæld for israeleres drab på et af militsens medlemmer i Syrien.

Hizbollah har regelmæssigt beskudt Israel med raketter, efter at Hamas i Gaza angreb Israel 7. oktober sidste år.

Titusinder af israelere og libanesere er blevet tvunget til at lade sig evakuere i grænseområdet mellem de to lande.

Udenrigsministeriet i Danmark opfordrede i sidste uge alle danskere i Libanon til at forlade landet. Det skete med henvisning til faren for krig.

Traditionelt søger flere tusinde danskere med palæstinensisk eller libanesisk baggrund til Libanon i deres sommerferier.

I sommeren 2006, hvor der var åben krig mellem Israel og Hizbollah, blev mange danskere med mellemøstlig baggrund fanget i Libanon.

Det førte til en storstilet evakuering med hjælp fra det danske udenrigsministerium. Det skete via Damaskus i Syrien. Over 5000 blev fløjet hjem til Danmark.

Israel erobrede Golanhøjderne fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek