Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/12/2020 - 10:54

De Radikale: Finanslov og stimuluspakke er på trapperne

Lørdag bød på en aftale om velfærd og søndag ser det ud til, at regeringen og støttepartier kan nå finanslov.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Næstformand i De Radikales folketingsgruppe, Andreas Steenberg, skriver på Facebook, at "en finanslov og en aftale om stimuli, der skal skabe job," er på vej.

Lørdag blev en delaftale om velfærd indgået mellem regeringen og den støttepartier.

- Sidder i toget mod København for at være med til at færdiggøre to store aftaler. En om finanslov og en om såkaldt stimuli, der er et finere ord for at skabe nogle arbejdspladser, skriver Andreas Steenberg på Facebook.

Det var ventet, at en finanslov kunne være tæt på, da den snart skal være på plads, så den kan vedtages inden juleferien.

Også Enhedslistens politiske ordfører indikerer på Facebook, at en aftale står lige for.

- Med min yndlingsforhandlingspartner til de sidste finanslovsforhandlinger, skriver hun søndag formiddag som tekst til et billede foran døren til Finansministeriet.

I sin optakt til finanslovsforhandlingerne præsenterede regeringen også en "krigskasse" på små 10 milliarder kroner. Sammen med et forventet mærkbart milliardbeløb fra EU skal den bruges til at få Danmark igennem den krise, covid-19 har kastet økonomien ud i.

Allerede 2. december blev den første del af en stimuluspakke lagt på bordet indgået af et bredt flertal i Folketinget.

Ud over kommende udbetaling af feriepenge bød den på tiltag for små to milliarder kroner. Dermed er der ganske meget af krigskassen tilbage.

Ifølge Andreas Steenberg vil der være fokus på jobskabelse og investeringer.

- De mennesker, der er blevet arbejdsløse på grund af corona har ikke gjort noget forkert. De er ramt af omstændighederne.

- Derfor har vi - synes jeg - et ansvar for at enten skabe nye jobs eller/og hjælpe de mennesker hen til andre brancher via uddannelse og omskoling.

- Og så handler det om at få investeret i det, vi skal leve af i fremtiden, skriver han.

Han peger på investeringer i grøn omstilling og teknologi, digitalisering og udvikling af "nye produkter".

Lørdag blev andre dele af finansloven præsenteret. Det handlede om minimumsnormeringer, flere penge til ungdomsuddannelser og flere hænder i ældreplejen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek