Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/12/2022 - 10:41

Dansk stjerne venter datter med Hollywood-skuespiller

Det er et længe ventet ønske, der går i opfyldelse for Danica Curcic, når hun og kæresten Darren Pettie snart bliver forældre. Det siger hun i Alt for damerne.

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Skuespillerinden Danica Curcic venter sig sit livs julegave.

I december har hun termin med sit og kæresten Darren Petties første barn, en lille pige.

Det afslører den vordende mor i et interview med Alt for damerne.

Familieforøgelsen er et stort ønske. Sidste år var Danica Curcic også gravid, men gennemlevede en ufrivillig abort i 10. uge.

Den 37-årige danske skuespillerinde mødte sin 52-årige amerikanske kæreste under filmatiseringen af Stephen Kings gysernovelle "The Mist" i 2016.

Darren Pettie er vokset op i sydstaterne og har boet i Los Angeles. Den baggrund gør ham til et meget sammensat menneske, fortæller Danica Curcic i interviewet.

- Det har givet ham en dyb forståelse og dyb empatisk sans for mennesker fra alle samfundets lag. Det er en utrolig vigtig værdi at give videre, siger hun til Alt for damerne og tilføjer, at han er ved at flytte til Danmark.

Selv er Danica Curcic født i Serbien og kom til Danmark som etårig med sin familie, da hendes far fik job.

- Jeg er stolt af, at min datter også får muligheden for at vokse op med flere kulturer. Jeg ved, hvor vigtigt det har været for min egen forståelse af verden, siger Danica Curcic til Alt for damerne.

Den prisvindende er snart biografaktuel i det psykologiske drama "Ønskebarn". Her spiller hun en fertilitetslæge, som privat selv kæmper med ufrivillig barnløshed.

Filmen får premiere den 8. december - tæt på Danica Curcics egen terminsdato.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek