Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Haderslev, 01/02/2022 - 10:58

Sønderjyske sælger loyal allroundspiller til Polen

Jeppe Simonsen skifter de trygge rammer i Haderslev ud med et udlandsophold i polske TS Podbeskidzie.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Siden debuten i 2014 for den tidligere akademispiller Jeppe Simonsen er det blevet til 130 kampe og 11 mål for Sønderjyskes bedste fodboldmandskab.

Men nu er det foreløbig slut. Allroundspilleren skifter nemlig fra Sønderjyske til polske TS Podbeskidzie. Det oplyser sønderjyderne tirsdag.

- Jeppe Simonsen har haft en rigtig god udvikling i Sønderjyske, hvor han har vokset sig stor og stærk, efter han kom op fra akademiet.

- Det glæder os, at han nu får chancen for at prøve sig af i udlandet, siger sportsdirektør Esben Hansen til klubbens hjemmeside.

Den alsidige spiller har med undtagelse af et lejeophold i HB Køge i 2016/17-sæsonen spillet hele sin professionelle karriere i Haderslev-klubben.

Simonsen fik som ungdomsspiller nogle kampe for de danske ungdomslandshold. Men hans haitianske rødder sikrede ham, at han i 2021 fik debut på Haitis A-landshold.

Nu ser han frem til endnu et nyt kapitel i fodboldlivet.

- Jeg har altid drømt om at prøve mig af i udlandet, og derfor er jeg glad for, at jeg har fået denne mulighed i TS Podbeskidzie, siger Jeppe Simonsen til Sønderjyskes hjemmeside.

- Jeg takker Sønderjyske for mange gode år, og jeg vil gerne sige tak til fansene for den trofaste opbakning, som jeg og holdet har fået gennem årene.

Der er ikke oplyst overgangssum i forbindelse med handlen.

/ritzau/

København, 10/11/2024 - 22:33

Tabet af Kim Larsen var svært for Erik Clausen

I programmet "Det sidste ord" fortæller Erik Clausen om sin mangeårige ven, Kim Larsen.

Det var svært, da musikeren Kim Larsen døde. Det fortalte filmmand og kunstner Erik Clausen, da han medvirkede i tv-programmet "Det sidste ord".

- Jeg synes - det er jo snart forbi for fa'en. Han vidste, at det var forbi, og han vidste det, længe inden han døde, siger Erik Clausen i interviewet med journalist Mikael Bertelsen.

Programmet bliver sendt søndag aften på TV 2. Erik Clausen døde 30. oktober i en alder af 82 år efter længere tids sygdom.

I serien interviewer Mikael Bertelsen kendte danskere. Præmissen for programmet er, at det først må blive klippet og sendt, efter at interviewpersonen er afgået ved døden.

Erik Clausen kan ikke huske, hvornår han første gang mødte Kim Larsen, men han mener, at det var omkring 1970, lyder det i programmet.

Mikael Bertelsen spørger i programmet, hvorfor de to kom godt ud af det med hinanden.

- Der ligger noget. Han var alene med sin mor og havde en storebror, siger han.

Erik Clausen er også vokset op alene med sin mor og storebror i København. Clausen fortæller i interviewet, at hans far flyttede til Island med en ny kone.

- Kims storebror var også helt umulig ligesom min, tilføjer han.

I deres lange karriere i underholdningsbranchen spillede Kim Larsen og Erik Clausen sammen. Det skete blandt andet i Kim Larsens "Cirkus Himmelblå" og i filmen "Midt om Natten".

Erik Clausen mener, at de var en del af en "håndværkerkultur".

Som barn kæmpede Erik Clausen med at finde sin plads i sin familie, fortæller han i interviewet.

Ifølge ham fortalte hans mor, at hun havde forsøgt at fremprovokere en abort, da hun var gravid.

Multikunstneren slutter interviewet med at give et råd om, at man skal nyde livet.

- Du må godt. Du er god nok. Og du har min velsignelse til at gøre det, siger han.

Mikael Bertelsen har tidligere interviewet Bent Fabricius-Bjerre, Uffe Ellemann-Jensen, Povl Dissing, Lise Nørgaard, Ritt Bjerregaard og Peter Belli i programserien.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/11/2024 - 08:00

Nikolaj Lie Kaas' blå bog

* 51-årige Nikolaj Lie Kaas blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1998.

* Han begyndte allerede som teenager med skuespillet.

* Hans første filmrolle var i "Drengene fra Sankt Petri" fra 1991, og præstationen i dramaet indbragte Nikolaj Lie Kaas karrierens første Bodil og Robert.

* Derudover er han blandt andet også blevet hædret med priser for præstationer i Lars von Triers "Idioterne", tredje sæson af DR-krimien "Forbrydelsen" og det biografiske drama "Dirch".

* Han er også kendt i rollen som vicekriminalkommissær Carl Mørck i de fire første filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-krimier.

* Han har også udmærket sig internationalt og blandt andet medvirket som skurk i filmatiseringen af Dan Brown-thrilleren "Engle og dæmoner" fra 2009 over for verdensstjernen Tom Hanks.

* Nikolaj Lie Kaas er søn af skuespillerne Anne Mari Lie og Preben Kaas.

* Nikolaj Lie Kaas' ældste datter, Gerda Lie Kaas, som skuespilleren har med sin hustru, kreativ konsulent Anne Langkilde, er gået i sin fars fodspor.

* Ud over at stå foran kameraet instruerer Nikolaj Lie Kaas også. Senest TV 2-komedieserien "Agent", som blev sendt sidste sommer.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/11/2024 - 10:00

FAKTA: Skyl din frugt ordentligt

* Brug rent koldt vand fra hanen.

* Gnub eventuelt med hænderne, mens du skyller frugten.

* Hvis overfladen er meget ru, kan det være nødvendigt at anvende en ren børste.

* Undgå at bruge sæbe til vask af fødevarer. Det kan gå ud over smagen.

Kilde: Fødevarestyrelsens hjemmeside.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/11/2024 - 10:00

Bid ikke i klementinen: Sprøjtegifte gemmer sig i skrællen

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Med gode hygiejnevaner kan du minimere mængden af pesticidrester, du får indenbords, når du spiser klementiner.

Julen er klementinernes tid, men de små, orange citrusfrugter rummer mere end deres syrlige sødme.

Ligesom andre citrusfrugter kan de konventionelle af slagsen indeholde rester fra pesticider, altså sprøjtegifte.

I en stikprøve fra første kvartal af 2024 fandt Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet rester fra pesticider i ni ud af ni prøver af konventionelle klementiner. Ingen af dem overskred dog grænseværdien.

Pesticidresterne sidder især i skrællen, og selv om der ikke er tale om skadelige mængder, så kan du tage dig nogle forholdsregler for at minimere, hvor meget pesticid du får indenbords.

- Bid ikke i skrællen for at få den til at åbne sig. Når du gør det, får du faktisk pesticid ind i munden, og det er ikke farligt, men hvis du gerne vil holde dit pesticidindtag nede, bør du lade være med det, siger Annette Grossmann, der er specialkonsulent i Kemi og Fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.

Derudover anbefaler hun, at du vasker dine hænder, straks efter du har skrællet klementinen, og inden du spiser den.

På den måde sikrer du, at du ikke har pesticidrester siddende på fingrene og under neglene.

Selve klementinen rådes du ligeledes til give en tur under vandhanen før pilning.

- Jeg vasker altid frugt, inden jeg spiser det. Du kan ikke vaske pesticidresterne af, men du kan vaske skidt og bakterier af, der kan være kommet på under håndteringen af frugten, inden du købte den, lyder det fra Annette Grossmann.

Hun understreger, at du som forælder ikke skal være bange for at lade dine børn pille konventionelle klementiner.

De såkaldte maksimalgrænseværdier for pesticidrester i frugt er nemlig fastsat, så de også er dækkende for børn.

- Men mange forældre vil gerne have, at deres børn slet ikke indtager pesticider. Og ønsker man det, anbefaler vi, at man holder sig til de økologiske klementiner, siger Annette Grossmann.

Samme råd gælder, hvis du bruger skrællen fra klementinerne i madlavningen, pointerer hun.

- Hvis man for eksempel laver en citrusmarmelade, vil man helst ikke have pesticidrester i, så her er det en god idé at bruge de økologiske klementiner eller appelsiner.

Selv om økologiske citrusfrugter ikke er sprøjtet med pesticider, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du også vasker dem, da der godt kan sidde bakterier og virus på dem.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek