Teheran, 05/05/2026 - 10:05
Iran om striden i Hormuzstrædet: Vi er ikke engang begyndt endnu
USA har bragt skibsfarten i fare med blokader og brud på våbenhvilen, skriver Irans parlamentsformand.
Af: /ritzau/
Iran er ikke engang begyndt endnu i striden om Hormuzstrædet, og den nuværende situation omkring farvandet er uholdbar for USA.
Sådan lyder det fra formanden for det iranske parlament, Mohammad Baqer Qalibaf, på det sociale medie X. Han er desuden Irans chefforhandler i forhandlingerne om en fredsaftale med USA.
- Vi ved udmærket, at det er uacceptabelt for USA at fortsætte med status quo, mens vi ikke engang er begyndt endnu, skriver Qalibaf.
USA's præsident, Donald Trump, annoncerede søndag, at USA dagen efter ville begynde at hjælpe strandede skibe ud gennem Hormuzstrædet.
Efterfølgende var der forskellige meldinger om henholdsvis amerikanske og iranske skibe, der var blevet angrebet i Hormuzstrædet.
Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars blev et amerikansk krigsskib ramt af to missiler ved havnebyen Jask i Iran, efter at skibet angiveligt havde ignoreret iranske advarsler. USA's militær afviste dog, at det var sket.
Derudover meddelte USA, at dets militær havde angrebet flere iranske småbåde, hvilket Iran afviste.
Skibstrafikken gennem Hormuzstrædet har været stærkt begrænset, siden USA og Israel indledte krigen mod Iran 28. februar.
Undervejs har Revolutionsgarden i Iran taget kontrol over farvandet, hvilket har medført, at mange civile skibe er strandet i Den Persiske Golf.
Hormuzstrædet forbinder Den Persiske Golf med Omanbugten og resten af verdenshavene.
/ritzau/




