København, 22/04/2025 - 22:56
Tesla taber omsætning efter fald i markedsandele
Elbilproducenten Tesla omsatte i første kvartal for ni procent mindre sammenlignet med samme periode i 2024.
Kevin Lamarque/Reuters
Af: /ritzau/
Udfordringerne hober sig op hos Tesla, der har registreret et fald i omsætningen, efter at elbilproducentens markedsandele er dykket i Europa.
Selskabets omsætning i første kvartal er faldet med ni procent sammenlignet med samme kvartal i 2024.
Det viser Teslas imødesete kvartalsregnskab, der er offentliggjort tirsdag aften dansk tid efter børslukning i USA.
Omsætningen lyder på 19,34 milliarder dollar. Det svarer til omkring 125 milliarder danske kroner.
Ifølge MarketWire var forventningen, at omsætningen ville lyde på over 21 milliarder dollar.
Bruttofortjenesten endte på 3,2 milliarder dollar, hvilket svarer til et fald på 15 procent, når man sammenligner med samme måneder sidste år.
Tesla-aktien er tirsdag steget med 4,6 procent, men er siden årsskiftet faldet med over 40 procent.
Trods de umiddelbart skuffende tal i regnskabet stiger Tesla-aktien en lille smule i det amerikanske eftermarked.
Antallet af leverede biler er faldet med 13 procent i første kvartal.
Det sættes ifølge nyhedsbureauet Reuters blandt andet sammen med, at Teslas topchef, Elon Musk, har markeret sig på den politiske scene.
Techmilliardæren har vist sig som en af de største støtter til USA's præsident, Donald Trump, og står i spidsen for USA's Departement for Regeringseffektivitet (Doge).
Det har til formål at gennemføre store nedskæringer i det føderale USA.
Salget af Tesla-biler i Danmark er blevet mere end halveret i første kvartal i år sammenlignet med samme periode i 2024.
Samme tendens viser sig også i andre europæiske lande, herunder Frankrig, Sverige og Holland.
Tesla skriver i regnskabet, at en "hastigt udviklende handelspolitik" påvirker selskabets forsyningskæde og omkostningsstruktur.
Det kan få en væsentlig indvirkning på efterspørgslen efter Teslas produkter på kort sigt, lyder det videre.
Tesla har tidligere meldt ud, at selskabet i første kvartal leverede 336.681 biler. Det er under analytikeres forventning.
/ritzau/