Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tel Aviv, 15/02/2026 - 23:51

Israel godkender jordregistrering for bosættere på Vestbredden

Ministrene i Israels regering har stemt for at indlede proces med jordregistrering trods international kritik.

Ronen Zvulun/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Israels regering har søndag godkendt flere tiltag, der gør det nemmere for israelske bosættere at købe land på den besatte Vestbred.

Ministrene stemte for at indlede en proces med jordregistrering for første gang siden 1967.

Det sker, efter at Israel den seneste uge er blevet mødt med international kritik for at øge kontrollen med Vestbredden.

Vestbredden er blandt de områder, som palæstinenserne ser som del af en fremtidig uafhængig stat.

Trods kritikken ønsker Israels finansminister, Bezalel Smotrich, flere israelske bosættere.

- Vi fortsætter bosættelsesrevolutionen og styrker vores greb om alle dele af vores land, siger Smotrich.

Forsvarsminister Israel Katz betegner jordregistreringen som en afgørende sikkerhedsforanstaltning.

Israels regering godkendte søndag et indledende budget til jordregistrering i årene 2026 til 2030 i zone C på Vestbredden, skriver det israelske medie Times of Israel.

Vestbredden er inddelt i zonerne A, B og C, som ifølge Oslo-aftalerne fra 1993 angiver, hvilke områder på Vestbredden der skal være under palæstinensisk og israelsk kontrol.

Israel har ifølge Times of Israel fuld militær og civil kontrol med zone C.

I budgettet er der afsat penge til at oprette 35 stillinger i forskellige ministerier og statslige myndigheder til at udføre registreringsarbejdet.

Israels regering kalder i en udtalelse jordregistreringen for et passende svar på ulovlige jordregistreringsprocesser fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA).

Mahmoud Abbas, som er formand for det palæstinensiske selvstyre, har kaldt Israels nye tiltag omkring bosættelser for farlige, ulovlige og svarende til en de facto-annektering.

Tiltagene har også affødt kritik fra Storbritannien, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet, EU og FN.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek