København, 22/06/2024 - 13:32
Rasmus Seebach har fået en datter
Sangeren Rasmus Seebach og hans kæreste, Julie Teglhus, er blevet forældre til en lille pige, som slutter sig til parrets to sønner. Det skriver Ekstra Bladet.
ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Af: Af Thit Lund Bording, Ritzau Fokus
Der ventede publikum en stor overraskelse under Rasmus Seebachs optræden til Fredagsrock i Tivoli fredag aften.
Her afslørede sangeren ifølge Ekstra Bladet, at han var blevet far igen - blot 12 timer inden at han gik på scenen.
I forvejen har den 44-årige popstjerne og hans 31-årige kæreste, juristen og freelancejournalisten Julie Teglhus, syvårige Holger og Helmut på snart tre år sammen.
Julie Teglhus afslørede graviditeten tilbage i januar med et opslag på Instagram, hvor man kunne se babybulen titte frem.
Måneden efter afslørede Rasmus Seebach på det sociale medie, at parret ventede en lille pige.
Den 44-årige sangstjerne, der er kendt for hits som "Engel", "I mine øjne" og "Natteravn", har tidligere fortalt, at han fandt det nervepirrende at skulle være far for første gang.
- Men nu hvor jeg er blevet far, er den usikkerhed blevet til det stik modsatte. Det er der, jeg finder allermest selvtillid, sagde han til Ritzau i 2020.
Julie Teglhus har tidligere fortalt, at de kæmpede længe for at få drømmen om endnu et barn til at gå i opfyldelse.
- Jeg var helt knust. På trods af hvad jeg kunne læse om aborter og folks velmenende ord om, at det var normalt, så føltes intet af det normalt, sagde hun i podcasten "To the Moon, Honey" i 2021 ifølge Ekstra Bladet.
Rasmus Seebach og Julie Teglhus har dannet par siden 2013.
De mødte hinanden på en skiferie, og Rasmus Seebach fik fluks et godt øje til Julie Teglhus, fortalte musikeren i et interview med Alt for damerne tilbage i marts.
Senere blev de såkaldte venner på det sociale medie Facebook, og her sendte Rasmus Seebach Julie Teglhus en besked om, hvor smuk han syntes, hun så ud på sit nye profilbillede.
Herefter gik de en tur sammen og begyndte at se mere og mere til hinanden.
Rasmus Seebach og Julie Teglhus havde kun kendt hinanden i kort tid, da de besluttede sig for at tage på en ferie til Thailand sammen. Siden dengang har de været uadskillelige.
/ritzau/