Roskilde, 19/02/2026 - 08:59
Borgere reddede kvinde op fra iskoldt vand
Sognefogeden på Sejerø fik fat i stige, så 57-årig kunne blive reddet op på land.
Af: /ritzau/
To borgere bliver indstillet til dusør, fordi de optrådte heltemodigt, da de onsdag eftermiddag var med til at redde en kvindes liv på Sejerø.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin officielle version af døgnrapporten torsdag.
På kajen i havnen snublede en 57-årig kvinde over noget rebværk og faldt ned i det kolde vand.
To borgere kom løbende til og fik fat i hver sin arm på kvinden, beretter politiet om situationen.
Derefter blev øens sognefoged alarmeret.
Netop som de to personer var ved at miste taget i kvinden, fik sognefogeden fat i en stige, som den nødstedte kunne gribe fat i.
På den måde blev den 57-årige trukket op af vandet.
Landets politikredse uddeler hvert år ved en sammenkomst dusører til de mennesker, der kaldes hverdagens helte.
Og nu er såvel de to borgere som sognefogeden altså blevet indstillet til at modtage hæderen.
/ritzau/




