Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kongens Lyngby, 02/06/2026 - 17:18

Ny regering vil holde kursen på udlændingepolitikken

S, SF, M og R kommer til at danne regering med Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk grundlag.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der står ikke alverdens om udlændingepolitikken i det regeringsgrundlag, som Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale tirsdag har præsenteret, men firkløverregeringen "står fast på dansk udlændinge- og retspolitik".

Det siger fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

- Den nye regering står fast på dansk udlændinge- og retspolitik. Den er der bredt flertal for i Folketinget og befolkningen. Det er afgørende for sammenhængskraften, siger Mette Frederiksen.

Det er den kommende regerings mål, at "vi står fast på udlændingepolitikken, så der er styr på antallet, der kommer til Danmark, samtidig med at vi løfter vores ansvar internationalt", står der i regeringsgrundlaget.

I regeringsgrundlaget på 76 sider står ordet "udlændinge" nævnt to gange. Men ifølge Mette Frederiksen vil den nye regering "udvise flere kriminelle udlændinge, styrke indsatsen mod social kontrol, vold og genopdragelsesrejser", siger hun.

Regeringen vil derfor fortsætte arbejdet med at få udrejse- og modrejsecentre uden for Europa samt at ændre fortolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så flere kriminelle udlændinge kan udvises.

I valgkampen fremlagde Socialdemokratiet et udlændingeudspil, men netop udlændingeområdet er et emne, som før har skabt stor uenighed blandt partierne i rød blok.

I den kommende regeringskonstellation er der tre partier fra rød blok. Og der er to støttepartier fra rød blok, nemlig Enhedslisten og Alternativet.

Både Enhedslisten og Alternativet tilkendegav dog tidligere tirsdag, at de bakker op om regeringen. Om det så også betyder alt på udlændingepolitikken, er uklart.

Tirsdag er det ti uger siden, at der var folketingsvalg. Dermed har regeringsdannelsen taget rekordlang tid. Onsdag præsenteres regeringen og dens ministre.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er ikke imponeret af regeringsgrundlaget, hvad udlændingepolitikken angår.

På Facebook skriver han, at "udlændinge" blot er nævnt én gang. Det er dog to gange, hvis man medtager ordet "udlændingepolitikken".

- Der er intet om, at udlændinge skal forsørge sig selv. På trods af at Mette Frederiksen inden valgkampen lovede, at hun fortsat ville føre stram udlændingepolitik, skriver han blandt andet på Facebook.

Messerschmidt lover Mette Frederiksen, at han vil være efter hende på udlændingepolitikken.

- Nu skal du høre her, Mette Frederiksen: Du får ikke lov til at føre din slappe udlændingepolitik, uden at offentligheden får det at vide. Jeg kommer til at være efter dig hver evig eneste dag de næste fire år. Du får ikke et ben til jorden. Det garanterer jeg dig, skriver han.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek