Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/03/2026 - 15:44

Danmark lukker sin ambassade i Iran midlertidigt

Den danske ambassade i Iran lukker på grund af sikkerhedssituationen i landet, siger Lars Løkke (M).

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmark lukker sin ambassade i Iran midlertidigt.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på et pressemøde tirsdag.

- Jeg kan informere om, at vi for et par dage siden traf en beslutning om at lukke vores ambassade i Iran midlertidigt. Det er nu effektueret, siger Lars Løkke Rasmussen.

De danske diplomater, der har opholdt sig i Teheran, er nu ude af landet, siger udenrigsministeren.

De diplomatiske relationer til landet vil nu blive varetaget fra København.

- Det følger i meget naturlig forlængelse af, at vi gennem de sidste to år har opfordret alle danskere til at forlade landet, siger han.

Beslutningen om at lukke ambassaden kommer efter flere ugers konflikt i landet, efter USA og Israel den 28. februar lancerede militære angreb mod Iran.

Det indgår ikke i overvejelserne, at ambassaden skal lukkes permanent, pointerer Lars Løkke Rasmussen.

Den kan åbne igen, når sikkerhedssituationen forbedres, siger han på pressemødet tirsdag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek