Allinge, 12/06/2025 - 11:33
Frederiksen forventer sanktioner mod Israel: Grænsen er nået
Israel har ret til at forsvare sig, mener statsministeren, men der arbejdes også på sanktioner mod landet.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israels måde at føre krig på er ikke i orden, og der arbejdes i EU-regi på sanktioner mod landet.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i forbindelse med Folkemødet i Allinge på Bornholm.
Der skal være uhindret adgang til nødhjælp til de civile i Gaza, mener hun, og det er ikke tilfældet i øjeblikket.
- Den situation, der er i Gaza, er uacceptabel. Grænsen er nået, og det har den været i noget tid, siger Frederiksen.
Statsministeren siger, at Israel har ret til at forsvare sig selv og føre krig mod den militante bevægelse Hamas, men at Israel blokerer for nødhjælp til civilbefolkningen, kritiserer hun.
- Selv om vi bakker op om Israels ret til at forsvare sig selv, så kan man ikke forsvare, at man bruger humanitær hjælp nærmest som en form for krigsførelse nu.
- Israel skal sørge for, at der kommer nødhjælp ind, siger statsministeren.
Hun tilføjer, at der kigges på at indføre sanktioner mod Israel. Der er behov for et større pres på Israel, lyder det fra statsministeren.
- Når vi vedtager sanktioner, gør vi det i EU. Det er vi i gang med, og jeg forventer hårdere sanktioner, siger Frederiksen.
- Vi er villige til at tage de næste skridt og forhandler lige nu i FN-sammenhæng også.
Spørgsmål: Hvilke sanktioner mod Israel ser du for dig?
- Det kan være flere forskellige. Vi har allerede sanktioner på bosættelsesområdet og på enkeltpersoner. Det kan så udvides til flere forskellige områder, afslutter statsministeren.
Lande som Norge, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand har indført sanktioner mod to israelske ministre.
Baggrunden for sanktionerne er ifølge en pressemeddelelse fra det norske udenrigsministerium de israelske myndigheders "vedvarende og stadigt mere alvorlige krænkelser af folkeretten i Palæstina".
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mener, at udmeldingerne fra landene "sender et stærkt signal".
I et skriftligt svar til Ritzau tirsdag, lød det, at han ligeledes er åben for sanktioner rettet mod Israel fra EU's side.
- Der er behov for, at Israel ændrer kurs, sagde han.
/ritzau/