København, 10/07/2025 - 20:51
Flere ansatte beskriver hårdt arbejdsmiljø hos grøn kapitalforvalter
Fagforening ser en overrepræsentation af henvendelser om stress fra medlemmer ansat hos kapitalforvalter.
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hverdagen hos den grønne kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har ifølge en række medarbejdere budt på arbejdsuger på 70 timer og et hårdt psykisk arbejdsmiljø.
Det fortæller 25 nuværende og tidligere ansatte, som Berlingske har talt med. De ansatte er anonyme på grund af frygt for deres karriere, hvis de står frem med navn.
Indikationerne på et problem er også blevet bemærket hos fagforeningen Djøf.
Det siger rådgivningschef Mette Knudsen til Berlingske:
- Når vi går tre år tilbage, kan vi se, at henvendelser fra medlemmer hos CIP skiller sig ud med en overrepræsentation af henvendelser om stress og psykisk arbejdsmiljø, i forhold til hvad vi normalt ser.
Djøf kan ikke oplyse, præcist hvor mange og hvilke henvendelser man har fået fra medlemmer, der arbejder i CIP.
Nogle af Berlingskes kilder har beskrevet arbejdsmiljøet som "væmmeligt" og "giftigt".
Copenhagen Infrastructure Partners blev stiftet i 2012 af en kreds af tidligere ansatte i Dong Energy.
Selskabet arbejder på den måde, at det skaffer kapital fra udefrakommende investorer, som så bliver investeret i projekter inden for vedvarende energi.
CIP står selv for projekteringen, driften og eventuelt frasalg af projekterne på sigt.
Sammenlagt forvaltes 13 fonde med et samlet indskud på 32 milliarder euro for omkring 180 institutionelle investorer fra hele verden.
CIP's ledelse har ikke ønsket at stille op til interview med Berlingske.
Men i et skriftligt svar skriver Mads Skovgaard-Andersen, der er medlem af direktionen, at man ønsker et arbejdsmiljø med respekt, hvor der er nultolerance over for chikane.
CIP understreger også i svaret, at virksomheden er meget fokuseret på at sikre gode arbejdsvilkår for sine medarbejdere.
/ritzau/