Jerusalem, 24/06/2025 - 14:55
29 meldes dræbt af Israels militær under uddeling af nødhjælp i Gaza
Ifølge øjenvidner åbnede israelske soldater ild mod palæstinensere, der stimlede sammen for at få nødhjælp.
Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mindst 29 palæstinensere er tirsdag blevet dræbt af israelske soldater og droner under uddeling af nødhjælp i Gaza.
Det fortæller lokale læger til Reuters.
Nyhedsbureauet AP skriver om mindst 25 dræbte og henviser til oplysninger fra de lokale hospitaler i Gaza.
Øjenvidner fortæller, at israelske soldater og droner åbnede ild mod hundredvis af mennesker, der var samlet for at få udleveret nødhjælp, skriver AP.
Det er det seneste af en lang række angreb, som Israels militær beskyldes for at have begået mod palæstinensere ved de centre i Gaza, hvorfra der uddeles nødhjælp.
Det er organisationen Gaza Humanitarian Foundation (GHF), der har uddelt nødhjælp der, hvor der er blevet skudt mod civile.
GHF har stået for uddelingen af nødhjælp siden slutningen af maj.
Siden er flere end 410 personer blevet dræbt af israelsk militær i forbindelse med nødhjælpsuddelingerne, oplyste en talsperson for FN's kontor for menneskerettigheder tidligere tirsdag ifølge Reuters.
- Desperate, sultne mennesker i Gaza står fortsat over for det umenneskelige valg mellem enten at sulte ihjel eller risikere at blive dræbt, mens de forsøger at få fat i mad, sagde talsperson Thameen al-Kheetan på et pressemøde.
GHF er finansieret af Israel og USA og har fået til opgave at uddele nødhjælp i det krigshærgede område, men organisationen er blandt andet blevet kritiseret for kun at være til stede få steder i Gaza.
Dermed risikerer palæstinensere at skulle rejse langt for at få fat i basale fornødenheder.
Forskellige FN-agenturer og ngo'er har nægtet at samarbejde med GHF, da de frygter, at organisationen tjener israelske militære formål.
Ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har krigen i Gaza kostet omkring 56.000 mennesker livet.
Israel iværksatte krigen efter den militante bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023. Her blev cirka 250 personer taget som gidsler, og 1200 blev slået ihjel. Gidslerne og de dræbte var overvejende israelere, men der var også en række andre nationaliteter blandt dem.
I marts indførte Israel en blokade, der betød, at intet nødhjælp nåede ind til befolkningen i Gaza. Blokaden blev ophævet i maj.
/ritzau/