Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/11/2023 - 08:00

FAKTA: Så meget må du give skattefrit

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

* Du kan i år skattefrit give gaver op til 71.500 kroner til et familiemedlem i din nærmeste familie.

* Næste år stiger beløbet til 74.100 koner.

* Du kan for eksempel give til børn, børnebørn, forældre, bedsteforældre og samlever.

* Hvis du giver gaver, som overstiger grænsen, skal der betales en gaveafgift på minimum 15 procent af det beløb, som overstiger beløbsgrænsen.

* Hvis du giver en gave til dit barn på 100.000 kroner i år, har du givet 28.500 kroner for meget. Og det udløser en afgift på 4275 kroner, der svarer til 15 procent.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

New York, 17/10/2025 - 03:55

Guitarist i amerikansk kultband er død efter melding om fald

Todd Plitt/Ritzau Scanpix

Paul Daniel Frehley, der var med til at grundlægge Kiss, faldt for få uger siden i sit studie, skriver TMZ.

Den amerikanske musiker Paul Daniel Frehley, der var med til at grundlægge rockbandet Kiss for mere end 50 år siden, er død af skader, som han pådrog sig efter et fald i september.

Det skriver medierne Variety og TMZ.

Familien bekræfter i en udtalelse, der er delt på det sociale medie Instagram, at Frehley er død.

- Vi er fuldstændig knuste og dybt fortvivlede.

- I hans sidste øjeblikke var vi så heldige at kunne omgive ham med kærlige, omsorgsfulde og fredfyldte ord, tanker og bønner, skriver familien i Instagram-opslaget.

Frehley, der var guitarist i Kiss, blev 74 år.

Frehley lå i respirator med en hjerneblødning, efter at han for få uger siden faldt i sit studie, oplyser unavngivne kilder til TMZ.

I 1973 var guitaristen med kunstnernavnet "Ace" med til at grundlægge rockbandet sammen med Gene Simmons, Peter Criss og Paul Stanley.

Året forinden var Frehley mødt op til en audition iført én rød og én orange sko, skriver Variety. De andre bandmedlemmer var ikke særligt imponerede over hans udseende, men til gengæld gjorde han et så godt indtryk med sit guitarspil, at han få uger senere blev inviteret med i bandet.

Kiss var især kendt for at optræde med teatralsk makeup og kostumer, og i de første år holdt bandmedlemmerne deres ansigter skjulte, så rockbandet var omgærdet af en del mystik.

Bassisten Gene Simmons har desuden ofte været i fokus, da han var særligt glad for at fremvise sin lange tunge.

Paul Daniel Frehley forlod ifølge Variety gruppen i 1982 for at skabe en solokarriere. Han vendte tilbage i 1996 og var igen en del af bandet frem til 2002.

Frehley havde gennem sin musikkarriere også sit eget band, Frehley's Comet, som senest udgav albummet "10.000 Volts" i 2024.

En række planlagte koncerter blev for nylig aflyst på grund af vedvarende helbredsproblemer. Det fremgår af et opslag på Frehleys profil på det sociale medie Instagram fra den 7. oktober.

Den tidligere Kiss-guitarist efterlader sin hustru, Jeanette, og en datter ved navn Monique.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York, 17/10/2025 - 01:49

Kiss-guitarist er død af skader fra fald som 74-årig

Todd Plitt/Ritzau Scanpix

Familien til Paul Daniel Frehley, der var med til at grundlægge Kiss, er knust, skriver den i udtalelse.

Den amerikanske musiker Paul Daniel Frehley, der var med til at grundlægge rockbandet Kiss for 53 år siden, er død af skader, som han pådrog sig efter et fald i september.

Det oplyser musikerens familie ifølge mediet Variety i en udtalelse.

- Vi er fuldstændig knuste og dybt fortvivlede.

- I hans sidste øjeblikke var vi så heldige at kunne omgive ham med kærlige, omsorgsfulde og fredfyldte ord, tanker og bønner, skriver familien.

Frehley, der var guitarist i Kiss, blev 74 år.

I 1972 var han med til at grundlægge rockbandet sammen med Gene Simmons, Peter Criss og Paul Stanley.

Forinden var Frehley mødt op til en audition iført én rød og én orange sko, skriver Variety. De andre bandmedlemmer var ikke særligt imponerede over hans udseende, men til gengæld gjorde han et så godt indtryk med sit guitarspil, at han få uger senere blev inviteret med i bandet.

Kiss var især kendt for at optræde med teatralsk makeup og kostumer, og i de første år holdt bandmedlemmerne deres ansigter skjulte, hvilket tilførte rockbandet en del mystik.

Bassisten Gene Simmons har desuden ofte været i fokus, da han var særligt glad for at fremvise sin lange tunge.

Paul Daniel Frehley forlod ifølge Variety gruppen i 1982 for at skabe sig en solokarriere. Han vendte tilbage i 1996 og var igen en del af bandet frem til 2002.

Frehley dannede også sit eget band, Frehley's Comet, som senest udgav albummet "10.000 Volts" i 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 16/10/2025 - 10:00

FAKTA: Kål er billigt, alsidigt og booster sundheden

* Der dyrkes over ti forskellige kålsorter i Danmark. Nogle af de mest populære er hvidkål, spidskål, rødkål, grønkål, rosenkål, blomkål og savoykål.

* Et helt spidskål koster typisk under 20 kroner og kan række til flere måltider.

* Kål er fyldt med fibre, der er godt for tarmen og fordøjelsen - og holder dig mæt i lang tid.

* Indeholder stoffer, der styrker immunforsvaret og har evidens for at kunne modvirke kræft.

* Kål dyrkes lokalt og kan købes friskt stort set hele året.

* Drop kogningen, og prøv i stedet at grille, stege eller bage kålen for at udnytte potentialet. Du kan marinere kålen på forhånd eller bruge den som ingrediens i salater eller pesto.

Kilde: Mette Løvbom og Lars Ove Dragsted.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 16/10/2025 - 10:00

Brug kål som alternativ til kød og let presset på pengepungen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kål findes i mange forskellige former og farver, og dette efterår kan du udforske masser af sunde og nærende retter og samtidig skære ned på kødet.

Kål i kogt eller stuvet form er måske ikke den mest sexede slagplan til aftensmaden.

Men hvis du tænker lidt ud af boksen, kan efterårets fiberbombe åbne for en sand skattekiste af sunde og sprøde retter, der ovenikøbet kan spare dig penge.

Det forklarer Mette Løvbom, der er kok, kogebogsforfatter og stifter af madsiden Salattøsen.dk.

- Kål er en meget billigere råvare end kød, og du kan få fat i det hele året rundt. Der er mere end ti forskellige kålsorter, der er dyrket lokalt, hvilket vil sige, at vejen fra jord til bord også er kortere.

- Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at kål har mere potentiale end kød, hvis du arbejder med de fem grundsmage på samme måde som med kødretter, siger hun.

De fem grundsmage er betegnelsen for de smagstyper, tungen kan registrere. Altså salt, sødt, surt, bittert og umami.

- Du kan sagtens pirre din smagssans og sætte gang i flere af dem på samme tid, siger Mette Løvbom og fortsætter:

- Jeg starter som regel min dag med en kæmpe kålsalat med nødder, frugt, noget varmrøget laks og et æg, der er toppet op med en lækker vinaigrette. Det holder mig mæt og tilpas i flere timer.

Der findes ingen fast opskrift på, hvilken type kål du skal bruge. Prøv dig frem, og find din favoritkombination.

Og det er faktisk slet ikke så indviklet igen, mener Mette Løvbom.

- Kål er en meget mere nuanceret råvare end som så. Du kan tilberede det på så mange forskellige måder, og så er det helt suverænt som erstatning til forarbejdede kulhydrater.

- Den er en af de sundeste og mest alsidige ingredienser, man kan finde, siger hun.

Kålen shiner for alvor, når den grilles, steges eller bages. Hun forklarer, at de tilberedningsmetoder bedst bevarer smag og tekstur frem for, hvis du vælger at koge den.

- Jeg husker tydeligt den lidt fesne lugt i entréen, når jeg kom hjem fra skole som barn. Duften af skamkogt rosenkål glemmer man aldrig.

- I dag tilbereder jeg som regel rosenkål ved at stege, grille eller bage den i lidt god olivenolie. Ellers marinerer jeg den i en klassisk olie/eddike-dressing. Det kan omvende selv de mest krakilske rosenkål-hadere, siger Mette Løvbom.

Og kålen vinder ikke kun på smag, men også på sundhed, fortæller Lars Ove Dragsted, der er professor på Institut for Ernæring og Sundhed på Københavns Universitet.

- Kål er sundt, fordi det er specielt rigt på fibre, som især er godt for tarmen. Det hjælper også både hjerne, nyrer og lever, fordi det hjælper tarmbakterierne til at producere nogle stoffer, der gør, at organerne taler bedre sammen.

- Derudover er det godt at spise kål, fordi det er med til at styrke kroppens forsvar mod giftstoffer. Det indeholder nogle stoffer, som kroppen tror, at den skal forsvare sig imod, hvilket får den til at producere flere forsvarsenzymer, som kan gøre dig mere resistent over for giftstoffer i mad og miljø, siger han.

Lars Ove Dragsted fortæller desuden, at der er stærk evidens for, at kål har hæmmende virkning over for kræft.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek