Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Florida, 01/06/2026 - 05:52

USA's militær har angrebet flere mål i Iran i weekenden

Amerikanske kampfly har bombet flere steder i Iran lørdag og søndag. Det er selvforsvar, siger USA.

Us Air Force/Reuters

Af: /ritzau/

USA's militær har i weekenden gennemført angreb mod flere militæranlæg i Iran.

Det skriver USA's militærs centralkommando, Centcom, på det sociale medie X.

Det amerikanske militær betegner angrebene mod mål i byen Goruk og på øen Qeshm som selvforsvar.

- De beherskede og velovervejede angreb fandt sted lørdag og søndag som reaktion på aggressive iranske handlinger, der omfattede nedskydningen af en amerikansk MQ-1-drone, som opererede over internationalt farvand, skriver Centcom.

- Amerikanske kampfly reagerede hurtigt ved at eliminere iranske luftforsvarssystemer, en kontrolstation og to kampdroner, som udgjorde klare trusler mod skibe, der sejlede gennem regionale farvande, lyder det videre.

Ingen amerikanske soldater kom til skade, oplyser Centcom.

I sidste uge udførte amerikanske styrker også angreb i det sydlige Iran mod blandt andet raketramper og skibe, som forsøgte at udlægge miner.

Her lød det også fra Centcom, at angrebene var defensive og var designet til at beskytte amerikanske soldater mod trusler fra iranske styrker.

Israel og USA angreb Iran den 28. februar i det, der skulle blive til flere ugers intensive angreb. Iran udførte missil- og droneangreb mod en række lande omkring Den Persiske Golf.

USA og Iran indgik en midlertidig våbenhvile i begyndelsen af april.

Tidligt mandag morgen har luftforsvaret i Kuwait opfanget det, som betegnes som fjendtlige missil- og droneangreb. Luftalarmerne lyder flere steder i landet.

Det oplyser Kuwaits militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er uklart, hvem der har sendt missilerne og droner afsted.

Iran og USA har den seneste tid været i gang med at forhandle om en aftale, som skal ende krigen i Iran.

Trump vil have Irans atomanlæg demonteret og fjerne landets besiddelse af det radioaktive metal uran. Iran har afvist, at landets atomprogram har til formål at udvikle atomvåben.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek