Aarhus, 30/01/2026 - 09:54
Mor idømmes fem års fængsel for at lade sig træne til terror
En 28-årig kvinde er fredag fundet skyldig i at have tilsluttet sig Islamisk Stat og modtaget våbentræning.
Af: /ritzau/
En 28-årig kvinde er fredag fundet skyldig i at have ladet sig hverve af Islamisk Stat og modtage våbentræning af den militante bevægelse.
Hun idømmes i Retten i Aarhus fem års fængsel.
Zahra Halane, der er født i Aarhus af somaliske forældre, rejste til Syrien i 2014, hvor hun blev gift med en kriger fra Islamisk Stat.
Manden døde under kamp, men parret nåede at få et barn sammen.
Kvinden og drengen blev evakueret fra en syrisk fangelejr i oktober 2024.
Oprindeligt var det kun sønnen, der blev tilbudt at komme til Danmark.
Han er nemlig dansk statsborger, mens kvinden administrativt har fået frataget sit danske statsborgerskab, mens hun var i Syrien.
Højesteret besluttede dog, at det ville være uforeneligt med menneskerettighederne at evakuere drengen uden sin mor.
Zahra Halane har nægtet sig skyldig og hævder, at hun blev tvangsgift med en kriger fra Islamisk Stat.
Retten har dog tilsidesat kvindens forklaring og finder det bevist, at hun frivilligt rejste til Syrien for at tilslutte sig kalifatet.
Domsmandsretten finder det også bevist ud fra billeder, beskeder og opslag på sociale medier, at kvinden modtog våbentræning under opholdet.
Anklagemyndigheden krævede også kvinden udvist af Danmark. Zahra Halane slipper dog med en advarsel om udvisning.
Det skyldes hensynet til barnets tarv, lyder det fra retsformanden.
Børnepsykologer har konkluderet, at drengen, der i dag er ni år gammel, er kronisk traumatiseret.
Han blev anbragt på en institution, da han sammen med moren kom til Danmark i oktober 2024.
Hun er i retten iført et brunt tørklæde, der dækker hovedet og håret.
Kvindens forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, oplyser, at kvinden vil bede om betænkningstid, i forhold til om hun ønsker at anke dommen.
/ritzau/




