Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/03/2023 - 19:14

Anmeldere: Ny Guldbrandsen-dokumentar demaskerer Trump-strateg

Guldbrandsens dokumentar "A Storm Foretold" har allerede inden premieren vakt international opmærksomhed.

Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Dokumentaren "A Storm Untold" kommer foruroligende tæt på Trump-strateg Roger Stone, lyder det fra anmeldere.

Filmen får premiere på den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX torsdag.

Det er den danske dokumentarist Christoffer Guldbrandsen, der har fået et særligt indblik i Roger Stone og hans rolle i stormen på Kongressen i 2021.

Inden "A Storm Untold" har fået premiere, har den trukket overskrifter.

På baggrund af optagelser til dokumentaren er Guldbrandsen blevet afhørt af den komité i Washington D.C., der undersøgte stormløbet.

Og centrum for dokumentaren, Roger Stone, har truet med at sagsøge Guldbrandsen for et større millionbeløb.

Ifølge Soundvenues anmelder Jakob Freudendal er det ganske få dokumentarister, der som Guldbrandsen formår at få adgang til de eksplosive politiske situationer, mens de udfolder sig.

En evne Guldbrandsen ifølge anmelderen allerede beviste med "Fogh bag facaden" og "Dagbog fra midten" i 00'erne.

Selv om dokumentaren ifølge Freudendal mest tjener "som dokumentation af Trumps allerede veldokumenterede massemanipulation", kvitterer han med fire ud af seks stjerner.

Hos Weekendavisen undrer anmelder Nikolaj Arve sig over, at folk gang på gang inviterer Guldbrandsen indenfor som en flue på væggen.

- Det er den slags man håber på i en Guldbrandsen-dokumentar, portrættet af en krakelerende fortælling, skriver anmelderen.

Ifølge Arve lykkes det dokumentaristen at demaskere en presset Roger Stone, der i det meste af filmen ellers optræder med høj cigarføring.

Informations anmelder Christian Monggaard bider mærke i, hvor "foruroligende tæt" man kommer på Trump-rådgiveren.

- Det er fuld fart fremad, koste hvad og hvem det vil. På intet tidspunkt stopper Stone op og tænker sig om – måske lige med undtagelse af, når hans egen frihed er truet, skriver han.

Hverken Information eller Weekendavisen giver stjerner ved filmanmeldelser.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek