Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/06/2026 - 14:22

Frederiksberg Kommune politianmelder DF-folketingsmedlem efter foto

Allan Feldt lagde et opslag op på X, hvor han kommenterede en pædagogs adfærd. Nu er han politianmeldt.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Frederiksberg Kommune har politianmeldt folketingsmedlem Allan Feldt (DF), efter at han fotograferede en pædagog og en flok børn på en daginstitutions legeplads på Frederiksberg.

Det oplyser kommunen onsdag til Jyllands-Posten.

- Forvaltningen har valgt at politianmelde episoden, meddeler kommunen.

Allan Feldt blev heftigt kritiseret fra mange sider, efter at han søndag i sidste uge lagde billedet op af pædagogen, der bar hijab, muslimsk tørklæde, og stod med en telefon i hånden.

- Måske er hun ved at sende penge hjem til sit muslimske hjemland?, skrev han i opslaget på X, som han senere valgte at slette.

Allan Feldt undskyldte senere sin adfærd, da kritikken begyndte at vælte ned over ham.

- Det, han skriver, er jo rablende vanvittigt, skrev gruppeformand Mette Abildgaard (K) på Facebook.

- Tænk at udskamme det, der virker til at være en tilfældig, uskyldig pædagog, han har passeret på sin vej, skrev hun.

Borgmester i Frederiksberg Kommune Michael Vindfeldt (S) lægger heller ikke fingrene imellem i sin kritik af Allan Feldt.

- Jeg kan kun tage afstand fra den måde at hænge medarbejdere ud på. Det er fordomsfuldt, dumt og uacceptabelt. Jeg kan dog konstatere, at den pågældende politiker også har undskyldt og trukket opslaget tilbage.

- Det er det helt rigtige at gøre. Lige nu fokuserer vi på at tage godt hånd om medarbejderne i daginstitutionen, for de er noget rystede efter episoden, siger Michael Vindfeldt i en skriftlig udtalelse til Jyllands-Posten.

Tre jurister har over for Jyllands-Posten - inden politianmeldelsen blev kendt - vurderet, at Allan Feldt godt kan blive dømt i en retssag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek