Grenå, 12/05/2026 - 22:03
Ung mand sigtet for at udgive sig som bankmand
Takket være en årvågen nabo har politiet anholdt en ung mand, der har forsøgt at franarre kort og koder.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en ung mand og sigtet ham for 11 forhold, hvor han har forsøgt at bedrage borgere ved at udgive sig for at være fra banken.
Det oplyser kredsen i en pressemeddelelse.
Den anholdte forsøgte angiveligt torsdag i sidste uge at bedrage seks borgere i Vojens og i Aabenraa.
Han ringede til dem og påstod, at deres konto var udsat for svindelforsøg. Efterfølgende dukkede han op hjemme hos borgerne for at få udleveret kreditkort og pinkoder.
Politiet skriver, at manden fik tiltusket sig smykker og kontanter, og at han i to af episoderne fik udleveret kreditkort, som det dog ikke lykkedes ham at hæve penge fra.
Politiet udsendte fredag et signalement af det falske bankbud, og da den unge mand vendte tilbage til området senere samme dag, ringede en nabo til myndighederne.
- Naboen genkendte manden ud fra signalementet og kunne give os registreringsnummer på gerningsmandens bil. Det betød, at vi kort efter kunne anholde ham på motorvejen, siger politikommissær Jesper Lynge i pressemeddelelsen.
- Borgernes hjælp er af stor betydning, så vi vil gerne takke for alle henvendelserne, tilføjer han.
Politiet efterforsker fortsat sagerne. Manden er foreløbig sigtet for 11 forhold, som ud over episoderne i Vojens og Aabenraa også tæller forsøg på bedrageri mod borgere i Haderslev og Gråsten.
Syd- og Sønderjyllands Politi deler i pressemeddelelsen myndighedernes råd, hvis man udsættes for lignende forsøg på svindel.
Her understreges det, at banken aldrig sender et bud ud efter ens kreditkort. Og at man i det hele taget ikke skal give sine kreditkort og sine koder til nogen som helst. Slet ikke fremmede.
- Hvis du er i tvivl, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer, skriver politiet.
/ritzau/




