København, 27/03/2026 - 18:26
Folketingsmedlem søger orlov efter beskyldninger om pengemisbrug
Kurator har indstillet Jacob Harris (BP) til konkurskarantæne. Nu søger han orlov fra Folketinget.
Af: /ritzau/
Folketingsmedlem for Borgernes Parti Jacob Harris søger orlov fra Folketinget efter beskyldninger om pengemisbrug i et konkursramt familieselskab.
Det skriver han i et opslag på Facebook.
- Der har i medierne de seneste dage været en række sager, som jeg finder dybt forfejlet. Det har taget meget hårdt på mine børn og min hustru, at medierne har kontaktet dem og også mig, skriver han og tilføjer:
- Alt det gode, der nu skal gøres politisk, risikerer at blive overskygget af personsager, og det kan jeg ikke have siddende på mig.
Torsdag kunne Finans skrive, at en kurator har indstillet Jacob Harris og hans hustru til konkurskarantæne.
Kurator Morten Bjerregaard har vurderet, at "der er grundlag for politimæssig efterforskning" mod de to, der på papiret ejede byggeselskabet Krokodille Aps, som sagen drejer sig om.
/ritzau/




