Beirut, 03/04/2026 - 23:58
USA advarer om iranske angreb på universiteter i Libanon
Alle amerikanske statsborgere bør straks forlade Libanon, lyder det fra ambassaden i landet.
Af: /ritzau/
USA opfordrer fredag alle landets borgere til omgående at forlade Libanon.
Det skriver den amerikanske ambassade i Libanon i en sikkerhedsopdatering på dens hjemmeside.
Amerikanske universiteter i Libanon risikerer at blive angrebet af Iran og dets allierede, lyder det.
- Iran har specifikt truet amerikanske universiteter i hele Mellemøsten, skriver ambassaden og tilføjer:
- Hvis du befinder dig i landet, opfordrer USA's udenrigsministerium amerikanske statsborgere til at forlade Libanon, så længe kommercielle flymuligheder stadig er tilgængelige.
Irans Revolutionsgarde truede i sidste uge med at angribe amerikanske universiteter i Mellemøsten. Det skete, efter at to iranske universiteter angiveligt var blevet ramt af bombardementer.
Den amerikanske ambassade, der holder til i Libanons hovedstad, Beirut, opfordrer på det kraftigste amerikanske statsborgere til forlade de sydlige forstæder af Beirut samt den sydlige del af Libanon.
De sydlige forstæder af Beirut er en højborg for den Iran-støttede Hizbollah-milits. Den sydlige del af Libanon har været kampplads for konflikten mellem Hizbollah og Israel de seneste uger.
Efter USA og Israel begyndte at bombe Iran 28. februar, har Hizbollah rettet missilerne mod Israel. Det har fået Israels militær til at svare igen med angreb på tværs af Libanon.
- Sikkerhedssituationen i Libanon er ustabil og uforudsigelig. Luftangreb, droner og raketangreb forekommer over hele landet, især i syd, Beqaa og dele af Beirut, skriver den amerikanske ambassade.
/ritzau/




