Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/02/2025 - 16:17

Optaget på jura og medicin rammes af nedskæringer på KU

Som en del af universitetsreformens sektordimensionering skal landets universiteter reducere deres optag.

Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I år kommer Københavns Universitet til at optage 474 færre studerende på universitetets bacheloruddannelser sammenlignet med 2024.

Det skriver mediet Uniavisen, der har fået aktindsigt i tallene.

Det vil særligt ramme jurauddannelsen. Her vil der blive optaget 94 færre studerende.

Medicin er også en af de uddannelser, som reduceringen vil gå hårdest ud over. I 2025 optages der 35 færre studerende.

Nedskæringen er en del af universitetsreformens sektordimensionering, der skal reducere antallet af studerende på landets universiteter.

Samlet set skal universiteterne reducere sit optag med ti procent fra 2025 til 2029.

På Københavns Universitet skal man reducere optaget med 11,7 procent.

Prorektor på Københavns Universitet, Kristian Lauta, siger til Uniavisen, at den politiske beslutning gør ondt og har konsekvenser.

- Vi er kommet til et sted, hvor vi virkelig er i gang med at skære i benet. Der er masser af de uddannelser, hvor vi nu reducerer pladser, hvor arbejdsmarkedet skriger på flere kandidater, siger han til mediet.

I arbejdet med nedskæringen af optaget har man blandt andet set på ledigheds- og frafaldsprocenter på de forskellige uddannelser, skriver Uniavisen.

Sektordimensioneringen vil gå relativt hårdest ud over Roskilde Universitet med et krav om at reducere optaget med 14,1 procent.

Det vil skabe svære udviklingsbetingelser for universitet, sagde rektor Hanne Leth Andersen til Ritzau sidste år.

- Vi er i forvejen et lille universitet - det næstmindste - og vi er i en region med mange udfordringer. Når vi bliver dimensioneret hårdt, får vi svært ved at løfte den vigtige opgave, vi har med at løfte uddannelsesniveauet i Region Sjælland og udvikle regionen, sagde hun.

Aalborg Universitet skal reducere sit optag med 12,1 procent, mens Aarhus Universitet skære 9,5 procent fra.

På Syddansk Universitet skal der optages 9,1 procent færre studerende.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek