København, 22/06/2025 - 17:34
Alcaraz varmer op til Wimbledon med triumf i London
Carlos Alcaraz slog i tre sæt Jiri Lehecka og vandt for anden gang i karrieren græseventen på Queen's Club.
Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den spanske tennisstjerne Carlos Alcaraz lader til at være i god græsform før Wimbledon, hvor han har triumferet de to seneste år.
Søndag varmede han op til grand slam-turneringen ved at vinde opvarmningsturneringen på Queen's Club i London.
I finalen slog han tjekken Jiri Lehecka med cifrene 7-5, 6-7, 6-2.
Alcaraz havde sit hyr med at bryde tjekkens serv, så andet sæt måtte i tiebreak, hvor Lehecka udnyttede sin første sætbold til at vinde med 7-5.
I tredje sæt var der dog ingen tvivl om udfaldet, og spanieren, der er nummer to på verdensranglisten, vandt sikkert.
Det er anden gang, at Alcaraz vinder turneringen på Queen's Club, der har været spillet siden 1881.
Den italienske verdensetter, Jannik Sinner, varmede op til Wimbledon med græsturneringen i tyske Halle, men det gik mindre godt, da Sinner allerede tabte i ottendedelsfinalen mod Alexander Bublik fra Kasakhstan.
Søndag gjorde Bublik endda arbejdet færdigt ved at vinde finalen over russeren Daniil Medvedev med cifrene 6-3, 7-6.
Bublik rangerer blot som nummer 45 i verden, men han er i forrygende form. Således nåede han helt til kvartfinalen i French Open. Når listen opdateres mandag, avancerer han til pladsen som nummer 30.
I den kommende uge spilles der græsturneringer i på Mallorca og i Eastbourne, før Wimbledon begynder 30. juni.
/ritzau/