Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/05/2026 - 13:10

Anklager kræver kvindelig musiker idømt ti måneders fængsel

Kvindelig musiker og hendes ekshustru har gensidigt meldt hinanden til politiet, efter at de gik fra hinanden.

Af: /ritzau/

En domsmandsret skal bruge den næste uge på at tage stilling til, hvad der egentlig skete mellem en kvindelig dansk musiker og hendes tidligere ægtefælle mellem 2020 og 2024.

Anklagemyndigheden mener, at musikeren udsatte sin tidligere partner for såvel psykisk som fysisk vold og bør idømmes ti måneders fængsel.

Det kom frem torsdag formiddag i Københavns Byret, hvor både anklagemyndigheden og musikerens forsvarsadvokat kom med deres afsluttende bemærkninger i sagen.

Musikeren, der er beskyttet af et navneforbud, nægter sig skyldig og ønsker at blive frifundet.

Kvinden er tiltalt for mellem december 2020 og september 2024 at have udsat den tidligere partner for psykisk vold ved blandt andet at have isoleret hende fra hendes omgangskreds, kaldt hende skældsord og kontinuerligt truet med skade og selvskade, fremgår det af sagens anklageskrift.

Flere gange mellem sommeren 2021 og september 2024 skal musikeren have udsat kvinden for vold. Hun skal blandt andet have slået den forurettede med en guitar.

Men musikeren føler sig også selv udsat for vold.

Omkring en uge efter at ekspartneren meldte musikeren til politiet, meldte musikeren ekspartneren til politiet.

Sagen mod ekspartneren er aktuelt til juridisk vurdering hos anklagemyndigheden.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek