Washington D.C., 23/01/2026 - 11:11
Trump: Nato-allierede holdt sig væk fra frontlinjen i Afghanistan
Trump sætter spørgsmålstegn ved, om Nato-allierede vil komme USA til hjælp, når amerikanerne har brug for det.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, siger, at Nato-soldater i Afghanistan "blev lidt tilbage, lidt væk fra frontlinjen".
Det sker i et interview med Fox News.
Flere britiske politikere har udtrykt vrede over interviewet, som fandt sted torsdag under topmødet i World Economic Forum.
Her sætter Trump spørgsmålstegn ved, om andre lande i militæralliancen vil komme USA til hjælp.
- Vi har aldrig haft brug for dem. Vi har aldrig rigtig bedt om noget fra dem, siger præsidenten i USA, der som det eneste land har fået aktiveret Natos artikel 5 - nemlig efter angrebet 11. september 2001.
- De (andre Nato-lande, red.) vil sige, at de sendte nogle soldater til Afghanistan, og det gjorde de. De blev lidt tilbage, lidt væk fra frontlinjen, fortsætter Trump.
Stephen Kinnock, som har en ministerpost i det britiske sundheds- og socialministerium, siger ifølge BBC, at Storbritannien og andre allierede "altid stod skulder ved skulder med USA".
Kinnock er også den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidts mand.
/ritzau/




