Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kolding, 21/03/2026 - 11:36

SF-formand vil have S til at gå rødt: Lad os få ærligheden tilbage

Det er uærligt, at Mette Frederiksen ikke melder klart ud om regeringsønske, siger Pia Olsen Dyhr.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det huer ikke SF-formand Pia Olsen Dyhr, at Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen (S) holder døren åben for både en rød regering og en midterregering.

I sin landsmødetale langer Pia Olsen Dyhr ud efter et uærligt socialdemokrati, som hun vil have til at tone rent flag.

- Socialdemokratiets kampagne har været fyldt med politik, der kun kan blive til virkelighed i samarbejde med os. Og alligevel holdes alle døre, kattelemme, sprækker og smuthuller åbne for at kunne fortsætte med højrefløjen.

- Stop det nu. Lad os få ærligheden tilbage i dansk politik, og give danskerne en vished om, hvad de kan forvente efter et valg, siger hun.

Står det til Pia Olsen Dyhr, skal Socialdemokratiet melde klart ud, at det er en rød regering, der er vejen frem.

For hun anerkender, at SF har "brug for" Socialdemokratiet, hvis der skal dannes en rød regering efter folketingsvalget 24. marts.

Pia Olsen Dyhr kritiserer videre SVM-regeringen for at lave "kovendinger" i valgkampen på emner som drikkevand, tilbagetrækning og folkeskolen.

Emner, som SVM-regeringen kunne "have ændret så let som ingenting", men i stedet har den "gjort ingenting".

- Nu diskuterer de så højlydt alt det, de er uenige om. Og bagefter går de måske tilbage i regering sammen igen. De sørger for at smække lige akkurat så hårdt med døren, at den kan springe op igen, siger hun.

Det er ikke "godt for tilliden til os politikere", lyder det fra Pia Olsen Dyhr i sin tale på landsmødet, der afholdes få dage før folketingsvalget.

I seneste meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau står SF til 12,8 procent af stemmerne. Det ville gøre SF til Folketingets næststørste parti.

Pia Olsen Dyhr har længe haft som mål, at SF skal i regering efter næste valg. I valgkampen har hun også afvist, at SF igen vil være et støtteparti.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek