Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/04/2026 - 17:17

Frederikssund Kommune vil ikke undersøge Emilie Schyttes boligforhold

Der bliver ikke indledt en kommunal undersøgelse af løsgænger i Folketinget Emilie Schyttes boligforhold.

Af: /ritzau/

Frederikssund Kommune kommer på baggrund af det materiale, der foreligger, ikke til at indlede en undersøgelse af folketingsmedlem Emilie Schyttes boligforhold.

Det meddeler kommunen torsdag i en mail til Ritzau.

- På det foreliggende grundlag har Frederikssund Kommune ikke en formodning om, at bopælsregistreringen er ukorrekt, skriver kommunen.

Sagen om Emilie Schyttes boligforhold kom frem tirsdag i Information, som i en artikel såede tvivl om, hvorvidt hun bor i Frederikssund Kommune, som hun siger, at hun gør.

Tvivlen om boligrelationen skyldtes, at Emilie Schytte er svensk gift og blandt andet har lavet en del videoer til sociale medier fra en lejlighed i Malmø, hvor hendes svenske mand bor med sine børn.

Herudover har naboer givet udtryk for, at der inden udskrivelsen til folketingsvalget i februar ikke var meget aktivitet ved hendes hus i Frederikssund Kommune.

Onsdag kom det så frem i Ekstra Bladet, at Emilie Schytte først 13. marts - 11 dage før folketingsvalget - skulle have fast bopæl i Danmark for at være opstillingsberettiget. Det meddelte Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Det er blandt andet denne oplysning, som Frederikssund Kommune har lagt til grund for, at kommunen ikke vil indlede en undersøgelse.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek