København, 18/02/2024 - 08:00
I år er det skudår: Her er historien bag
Det siges, at kvinder på skuddag må fri til deres udkårne, som ikke må sige nej. Historien om vores nuværende kalender strækker sig helt tilbage til Romerriget.
Nf/Ritzau Scanpix
Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus
Hvis du kigger i din mobiltelefons kalender, vil du se, at februar har 29 dage i år, fordi det er skudår.
Nogle betragter 29. februar som skuddag, men den oprindelige dag er faktisk 24. februar.
- I det gamle Romerrige var februar årets sidste måned, og året var kortere end vores. Det blev løst ved at forkorte februar med fem dage, så årets sidste dag blev 23. februar, siger Lars Occhionero, der er museumsinspektør inden for astronomi på Kroppedal Museum i Taastrup.
- Årsskiftet fejrede romerne som en festival for Terminus, der i romersk mytologi var en gud, som beskyttede grænser.
På skuddag siges det, at kvinder kan fri til deres udkårne, der ikke må sige nej, medmindre kvinden får en gave, som kan være en silkekjole eller 12 par silkestrømper.
Der eksisterer flere forklaringer på, hvordan den tradition er opstået.
- Ifølge en legende fortalte den irske helgen Brigid til Sankt Patrick i det femte århundrede, at kvinderne klagede over lang ventetid på et frieri, siger Lars Occhionero og tilføjer:
- Sankt Patrick gik med til, at kvinderne kunne fri til deres udkårne hvert fjerde år, og så friede Brigid til ham. Men han afviste og gav hende en silkekjole.
Selve skudåret spores helt tilbage til Romerriget, hvor den romerske general og politiker Julius Cæsar for over 2000 år siden indførte den julianske kalender, der er opkaldt efter ham.
Den kalender har 365 dage på et år, men fordi Jorden er 365,242 dage om at bevæge sig rundt om Solen - altså et solår - har den julianske kalender knap én dag i overskud hvert fjerde år.
- For at komme det problem til livs indførte Cæsar en skuddag hvert fjerde år, men det løste ikke helt problemet, fordi der blev rundet op til 0,25 dag i overskud hvert år, siger Lars Occhionero.
Cæsars kalender blev den gældende i vores del af verden i mere end 1600 år, men fordi det julianske år var længere end et solår, blev der flyttet en smule rundt på årstiderne, for hvert år der gik.
Derfor indførte pave Gregor XIII den gregorianske kalender i slutningen af 1500-tallet.
- På det tidspunkt var der kommet omkring 10 dage i overskud, og den katolske kirke ønskede en kalender uden afvigelse, så de kristne højtider altid falder på samme tidspunkter i løbet af året, siger han og tilføjer:
- Pave Gregor XIII fik matematikere til at regne på, hvordan man kunne undgå det problem i fremtiden. Løsningen blev, at et år, der er deleligt med 100, ikke er skudår, medmindre året også er deleligt med 400.
Det er årsagen til, at år 1900 ikke var et skudår, mens 2000 var.
- Som det er nu, får vi stadig et døgn i overskud, hver gang der er gået 3226 år, siger Lars Occhionero.
Selv om det gregorianske kalenderår kom betydeligt tættere på et solår, skulle der gå lidt længere tid, før protestantiske Danmark gik væk fra den julianske kalender.
- Den katolske kirke indførte den nye kalender kort tid efter reformationen, og derfor var der en modvilje mod at skifte, siger han og tilføjer:
- Men efterhånden som verden blev mindre, og der blev sendt flere breve rundt i Europa, blev det noget bøvl at skulle skrive og forholde sig til to forskellige datoer.
I år 1699 fik astronomen og matematikeren Ole Rømer til opgave at indføre den gregorianske kalender i Danmark af kong Frederik IV.
Kroppedal Museum i Taastrup har en fast udstilling om Ole Rømer, der er mest kendt for at være den første, der målte lysets hastighed.
Men han havde altså også en finger med i spillet, da Danmark i år 1700 skiftede til det nuværende kalendersystem.
/ritzau fokus/
