Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/01/2026 - 07:39

Radiokanal skifter navn for at rydde op i misforståelse

Mange tror fejlagtigt, at Classic FM spiller klassisk musik. Derfor skifter kanalen nu navn, siger direktøren.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Radiokanalen Classic FM skifter navn og kommer nu til at hedde Classic Pop.

Det skriver mediekoncernen JFM i en pressemeddelelse.

Navneskiftet sker for at gøre det nemmere at afkode, hvilken musik der bliver spillet på kanalen, siger direktøren for JFM Lyd, Søren Bygbjerg.

- Vores markedsundersøgelser viser, at mange, som ikke i forvejen kender Classic FM, tror, at vi spiller klassisk musik - og det gør vi altså ikke. Det rydder vi nu op i.

Søren Bygbjerg tilføjer, at kanalen i dag ikke kun lever på FM, men også kan høres på DAB-radio og på telefonen. Derfor dropper man nu at have FM med i navnet.

På kanalen bliver der primært spillet de største pophits fra 1980'erne og 1990'erne, og sådan vil det også være efter navneskiftet. Men der bliver samtidig plads til flere overraskelser, skriver JFM uden at uddybe yderligere.

Radiokanalen er blandt de mest populære i Danmark, viser tal fra Kantar Radio-Meter.

I uge 4 var der 143.000 personer, der lyttede til Classic FM ifølge undersøgelsen.

For at blive talt med skal man lytte til en radiokanal uafbrudt i mindst fem minutter.

JFM Lyd står også bag radiokanaler som Skala og Radio Viborg og hører under det samlede JFM - tidligere Jysk Fynske Medier - som desuden har en række avisudgivelser.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek