Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Holstebro, 25/04/2026 - 09:32

35-årig mand dræbt af knivstik i lejlighed i Holstebro

Politiet leder efter en eller flere gerningsmænd, som er på fri fod efter drab i lejlighed natten til lørdag.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 35-årig mand er natten til lørdag blevet dræbt af knivstik i en lejlighed i Holstebro.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på tjenesten Politi Update.

- Vi er lige nu til stede ved en adresse på Rendsborggade i Holstebro. I en lejlighed her er en 35-årig mand natten til lørdag blevet stukket med kniv og er afgået ved døden, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vores opfattelse er, at drabet er sket i et misbrugsmiljø, tilføjer politiet.

Politiet leder i øjeblikket efter en eller flere gerningsmænd og efterforsker sagen intensivt, lyder det.

Anmeldelsen om knivstikkeriet kom klokken 03.20, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har set noget mistænkeligt i området omkring Rendsborggade natten til lørdag eller har viden om, hvad der er foregået i lejligheden.

- Ring til os på 114, hvis du kan hjælpe, skriver politiet på Politi Update.

Politiet forventer at være i området omkring gerningsstedet i hvert fald hele morgenen og formiddagen.

- Vi beder folk respektere vores afspærringer og følge vores anvisninger på stedet, lyder det.

Kort før klokken 09.30 oplyser politiet, at det har ophævet en stor del af afspærringen.

- Vi har haft et større område omkring Rendsborggade spærret af i forbindelse med vores undersøgelser.

- Vi har nu ophævet en stor del af afspærringen, mens et mindre område omkring den opgang, hvor gerningsstedet befinder sig, fortsat er afspærret, skriver politiet på Politi Update.

Politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek