København, 07/06/2025 - 02:25
Skidt afslutning sender Kibsgaard en smule tilbage
En dobbeltbogey på sidste hul skubbede Sofie Kibsgaard ned på en delt tredjeplads på Tenerife.
Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Sofie Kibsgaard lå til at holde sig helt i nakken på førende Lauren Walsh, men på sidste hul fredag noterede den danske golfspiller en dobbeltbogey ved Tenerife Women's Open.
Den ærgerlige afslutning på runden kan dog rettes op i finaleweekenden, hvor hun stadig har mulighed for at spille med om sejren i turneringen, som er en del af Ladies European Tour.
Dobbeltbogeyen betød, at hun sluttede anden runde i par. Dermed ligger hun stadig samlet i fem slag under par, og det rækker til en delt tredjeplads efter to runder.
Der er to slag op til andenpladsen, mens Lauren Walsh fører i ni slag under par.
Den 26-årige dansker kom ellers forrygende i gang på runden fredag, som hun indledte på hul 10. Her noterede hun en eagle og lagde kimen til en stor runde.
Hun tabte dog pusten, og på det niende hul, som for Kibsgaard var hul 18, kom en bogey.
En birdie på fjerdesidste hul holdt hende tæt på førende Walsh, men den afsluttende dobbeltbogey smed grus i maskineriet.
Sofie Kibsgaard har kun en enkelt placering i top-10 i en Ladies European Tour-turnering i karrieren. Men nummer to kan lure i weekenden.
Landsmand Smilla Sønderby ligger samlet i par på en delt 29.-plads, mens danske Natacha Husted ikke klarede cuttet til weekendens runder.
Det er første gang siden 2011, at Tenerife Women's Open bliver afviklet. Der er 75.000 euro - svarende til 560.000 kroner - til vinderen af turneringen.
På den anden side af Atlanten ligger danske Emily Pedersen godt til på LPGA-turneringen Shoprite i den amerikanske delstat New Jersey.
Her ligger hun på en delt 12.-plads, efter at have gået turneringens første runde i fire slag under par.
/ritzau/