Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/05/2026 - 09:57

Teenagedrenge sigtet for voldtægt af 13-årig pige i bil

To 17-årige drenge blev torsdag fængslet. De er sigtet for voldtægt, trusler og vidnetrusler mod 13-årig.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To 17-årige drenge blev torsdag varetægtsfængslet i en sag om voldtægt og trusler mod en 13-årig pige.

Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Voldtægten, som de to drenge er sigtet for, blev begået i en bil natten til torsdag omkring klokken 02.30 formentlig i Kalundborg.

Den 13-årige pige blev truet med kniv af den ene, mens den anden begik voldtægten, skriver anklagemyndigheden.

De to teenagedrenge er også sigtet for vidnetrusler mod den 13-årige pige og hendes jævnaldrende veninde.

De to nægtede sig i grundlovsforhøret, der foregik i Retten i Holbæk, skyldige i sigtelserne mod dem.

Drengene tog forbehold for at kære dommerens beslutning om at varetægtsfængsle dem frem til 9. juni.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så anklagemyndigheden ønsker ikke at oplyse yderligere fredag formiddag.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek