København, 17/01/2026 - 13:24
Trump inviterer Erdogan til at blive medlem af Gaza-råd
Præsident Trump skal selv være formand for "Gaza Board of Peace", der er en del af fredsplanen for Gaza.
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har sendt et brev, hvori han inviterer den tyrkiske præsident Erdogan til at blive medlem af det såkaldte "Gaza Board of Peace".
Det oplyser den tyrkiske præsidents stab lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rådets opgave er at føre tilsyn med den midlertidige styring af Gazastriben, som har været under en skrøbelig våbenhvile siden oktober.
Også Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har ifølge Reuters modtaget en invitation. Den vil nu blive gennemgået, lyder det fra landets udenrigsminister på et pressemøde lørdag.
Det Hvide Hus annoncerede allerede fredag en række medlemmer af fredsrådet, som Trump skal lede.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, og den særlige udsending Steve Witkoff er med på listen.
Det samme er tilfældet for Jared Kushner, der er Trumps svigersøn, forretningsmanden Marc Rowan og Ajay Banga, der er præsident for Verdensbanken.
Foruden den britiske ekspremierminister Tony Blair, der i forvejen var udpeget som medlem, er også Robert Gabriel, der er vicesikkerhedsrådgiver i Trump-administrationen, en del af rådet.
/ritzau/




