Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tokyo, 21/03/2026 - 03:07

Iran melder sig klar til at lade japanske skibe passere Hormuzstrædet

Japan og Iran er begyndt at tale om at åbne Hormuzstrædet, siger Irans udenrigsminister i et telefoninterview.

Af: /ritzau/

Iran er klar til at lade japanske skibe passere gennem det strategisk vigtige Hormuzstræde.

Det siger den iranske udenrigsminister, Abbas Araqchi, ifølge Reuters til det japanske nyhedsbureau Kyodo News.

Iran og Japan er begyndt at tale om en mulig åbning af strædet, siger Araqchi til Kyodo News i et telefoninterview.

95 procent af Japans olieforsyninger kommer fra Mellemøsten. 90 procent af landets olie transporteres via strædet, skriver Reuters. Iran har de facto lukket strædet under krigen med USA og Israel.

Den tre uger lange krig og den efterfølgende stigning i oliepriserne har fået Japan og andre lande - heriblandt Danmark - til gennem Det Internationale Energiagentur ( IEA ) at beslutte at frigive olie fra sine reserver.

Danmark frigav tidligere på måneden 1.246.000 tønder olie fra sine reserver.

Japan var blandt de første seks lande, der torsdag erklærede sig klar til at hjælpe med at sikre sikker passage gennem Hormuzstrædet.

Det skete efter flere dage, hvor USA's præsident, Donald Trump, havde bedt sine allierede i Nato om hjælp til at åbne strædet.

Han fik nej fra mange, og tirsdag lød det fra præsidenten, at USA alligevel ikke havde brug for Nato-landenes hjælp.

Danmark tilsluttede sig indsatsen fredag, og dermed har i alt 20 lande meldt sig klar til at sikre ruten.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek