Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

09/06/2024 - 10:00

Sådan vælger du den rigtige psykolog

Et grundigt forarbejde og en stor spørgelyst øger dine chancer for at finde lige den psykolog, der passer til dig og dine behov.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Googler du "psykolog", dukker der med garanti et væld af forslag op på din skærm, men det er langtfra ligegyldigt, hvem af dem du ender med at sætte dig over for som patient.

Det påvirker nemlig i høj grad behandlingen, om der er tale om et godt match eller ej. Det fastslår Dea Seidenfaden, der er forperson for Dansk Psykolog Forening.

- Forskning viser, at det giver det bedste samarbejde mellem en selv og psykologen, hvis man er i stand til at skabe en tillidsfuld relation, siger hun.

Som det allerførste skridt i jagten på den helt rigtige psykolog er det en god idé at indsnævre antallet af valgmuligheder. Her anbefaler Dea Seidenfaden, at du begynder med et besøg hos din egen læge.

Hvis lægen giver dig en henvisning, kan du få et offentligt tilskud til behandlingen. Samtidig kan du nu sortere i din psykologsøgning, efter hvilke psykologer der tager imod patienter med lægehenvisning.

Står du uden en henvisning, kan du undersøge, om der er økonomisk hjælp at hente hos din sundhedsforsikring, hvis du har sådan en.

Med det praktiske på plads er du parat til at påbegynde din søgning. Det kan gøres på nettet - eventuelt via Dansk Psykolog Forenings hjemmeside "Psykologer i Danmark", hvor du kan lede direkte i foreningens database over psykologer i dit område. Du kan også spørge dit netværk om anbefalinger.

Når du har udset dig en, råder Dea Seidenfaden dig til at gøre dig nogle overvejelser inden det første møde.

- Psykologens første spørgsmål vil være, hvad du er kommet for at få hjælp til. Her er det godt at tænke over, hvad du vil svare. Du behøver ikke at kunne forklare det til bunds, men tænk over et sted at starte, siger hun.

Jo mere præcis du er, jo bedre forudsætninger har psykologen for at forstå dine behov. På samme vis er det en god idé at tænke over, hvad du helt konkret forventer at få ud af forløbet.

- Psykologen vil ofte foretage en forventningsafstemning til at begynde med. Det kan handle om, hvordan man har brug for, at samtalerne afvikles, om man har nogle emner, man ikke ønsker at tale om. Her er det igen godt at have forberedt sig på, hvad man vil sige, lyder det fra Dea Seidenfaden.

Stil også gerne spørgsmål den anden vej, så du danner dig et indtryk af, hvem du sidder over for. Spørg for eksempel ind til psykologens uddannelsesbaggrund, og hør nærmere om, hvilke metoder hun eller han benytter sig af.

- Hvis man sidder med noget, hvor man tænker: "Det tør jeg ikke rigtigt spørge om", så skal man endelig bare gøre det. For det skaber tillid begge veje, at man får svar på sine spørgsmål, og man kan bedre vurdere, om det er det rigtige match.

Og er kemien helt skæv, er der ikke noget til hinder for at afbryde samarbejdet.

- Med de allerfleste vil jeg dog anbefale, at man giver det et par gange, før man dropper det. Hvis man efter et par gange finder ud af, at kemien er dårlig, eller man føler sig meget utryg ved at tale om sit problem, så er det helt i orden at sige, at der ikke er et match.

/ritzau fokus/

Los Angeles, 29/12/2025 - 21:33

Beyoncé er som den femte musiker blevet dollarmilliardær

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Beyoncés to seneste koncertturnéer og album har været med til at gøre hende til dollarmilliardær

Superstjernen Beyoncé er officielt blevet dollarmilliardær.

Det skriver det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

Den 44-årige amerikanske sanger har i løbet af karrieren udgivet et hav af verdensomspændende hits som "Single Ladies", "Crazy in Love" og "Texas Hold 'Em".

Sidstnævnte figurerer på Beyoncés seneste album, "Cowboy Carter", fra 2024.

Det er blandt andet dette album og sangerens to seneste koncertturnéer, der har fået hende med på milliardærlisten.

I alt indtjente turnéen Cowboy Carter Tour mere end 400 millioner dollar i billetsalg - svarende til omkring 2,5 milliarder kroner. Det skriver Forbes med henvisning til magasinet Pollstar, der følger koncertindustrien tæt.

Dertil blev der ved koncerterne solgt merchandise for 50 millioner dollar - cirka 317,4 millioner kroner - ifølge estimater fra Forbes.

Beyoncé er ifølge Forbes den femte musiker, der kan kalde sig dollarmilliardær.

/ritzau/

Læs Mere >>

Saint-Tropez, 29/12/2025 - 17:42

Brigitte Bardot skal begraves ved vandet i Saint-Tropez

Frederic Dides/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Brigitte Bardot sagde i 2018, at hun ville begraves i sin have - ligesom sine kæledyr.

Den franske skuespiller Brigitte Bardot skal begraves i Saint-Tropez ved den franske riviera 7. januar.

Det skriver det franske medie BFM TV.

Hendes begravelse vil blive afholdt i en kirke i Saint-Tropez efterfulgt af en "privat" ceremoni ved rivieraen, oplyser skuespillerens fond mandag.

Brigitte Bardot døde i weekenden i en alder af 91 år.

Efter skuespilkarrieren blev hun dyreforkæmper og kæmpede for dyreværnssagen helt frem til sin sene alderdom.

For år tilbage udtalte skuespilleren, at hun ønskede at blive begravet i sin have med et simpelt trækors på sin grav - ligesom sine kæledyr.

- Jeg vil hellere være der end på Saint-Tropez-kirkegården, hvor en flok idioter kunne beskadige mine forældres og bedsteforældres grave, sagde Brigitte Bardot til avisen Le Monde i 2018 ifølge AFP.

Men det er altså ikke planen, at skuespilleren skal begraves i sin have.

Bardot fik sit internationale gennembrud som 22-årig med filmen "Gud skabte kvinden", som blev instrueret af hendes daværende mand, Roger Vadim.

Herefter fulgte en lang række film - herunder "Privatliv", "Viva Maria!" og "Jeg elskede dig i går".

Bardot spillede også med i en række musicals og udgav flere plader.

På trods af sin internationale succes lagde hun som 39-årig skuespilkarrieren på hylden. Selv har hun fortalt, at hun op til sit exit havde et stort alkoholmisbrug, og at hun havde brug for at trække sig fra rampelyset.

Herefter bosatte Bardot sig nær Saint-Tropez ved den franske riviera og viede sit liv til kampen for dyrs rettigheder.

Blandt Bardots mærkesager var hendes modstand mod brug af pels og skind i modeindustrien, og hun har især kæmpet imod drab på sæler.

Skuespilleren havde tre skilsmisser bag sig, før hun i 1992 blev gift med sin seneste mand, Bernard d'Ormale.

Hun havde også en søn fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek