Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/09/2026 - 11:10

Rudersdal Kommunes borgmester er blevet sygemeldt

Borgmester Ann Sofie Orth (K) har fået konstateret en knude i underlivet og er blevet sygemeldt øjeblikkeligt.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Rudersdal Kommunes borgmester, Ann Sofie Orth (K), er sygemeldt med øjeblikkelig virkning. Det skriver kommunen tirsdag på sin hjemmeside.

Sygemeldingen skyldes, at hun har fået konstateret en knude i sit underliv og skal behandles.

- Jeg har fået konstateret en knude i underlivet, som skal fjernes ved operation. Derefter vil der være behandling for at få bugt med det hele. Det betyder, at jeg sygemelder mig, skriver Ann Sofie Orth på Facebook.

Kommunen meddeler, at 1. viceborgmester Court Møller (R) kommer til at være fungerende borgmester.

- Vi ønsker Ann Sofie alt det bedste i det behandlingsforløb, der nu venter. Ann Sofie har hele organisationens og kommunalbestyrelsens opbakning, og vores fokus er først og fremmest, at hun får ro til at blive rask.

- Imens står vi sammen om at løfte kommunens opgaver, indtil hun er tilbage, siger kommunaldirektør i Rudersdal Kommune Birgitte Lundgren til kommunens hjemmeside.

Den i dag 57-årige Ann Sofie Orth blev borgmester i Rudersdal Kommune efter kommunalvalget i 2021.

Hun beholdt posten efter det seneste kommunalvalg i november sidste år.

Her gik De Konservative tilbage, men partiet blev med 27,8 procent af stemmerne stadig det klart største i kommunen.

Ann Sofie Orth fik 2025 personlige stemmer, næstflest af alle politikere i kommunen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek