Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/03/2025 - 09:00

Du behøver kun durummel og vand til at starte dit nye pastaeventyr

Håndlavet pasta har bedre smag, tekstur og konsistens end fabrikslavet, og det kræver ikke meget. Du behøver faktisk kun durummel og vand.

Michael Macor/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus

Fabrikslavet pasta kan nemt og hurtigt købes i dit lokale supermarked for omkring ti kroner. Men man får en bedre smagsoplevelse ved at lave sin egen håndlavede pasta, og det behøver ikke at tage hele aftenen.

Det fortæller Sofie Borbiconi, der er journalist og forfatter til bogen "Håndlavet pasta".

- Man kan sagtens lave håndlavet pasta en onsdag aften. Hvis man er hjemme fra arbejde klokken halv fem, kan man sagtens servere pasta klokken seks.

- Det behøver ikke at være et kæmpe projekt. Man kan lave håndlavet pasta, der bare bliver rullet på en gaffel, siger hun.

Når Sofie Borbiconi har haft workshops om håndlavet pasta, bemærker hun, at mange ikke kender konsistensen, da fabrikslavet pasta er meget tyndt, også selv om der er brugt durummel.

- Håndlavet pasta adskiller sig fra fabrikslavet i smag, tekstur og konsistens. Der er meget mere bid i, og det er det, der gør pasta lækkert. Det er også derfor, man får at vide: "Kog pastaen al dente", da rigtig mange overkoger pasta, og så bliver massen helt blød.

- Specielt pastadej af durummel giver mere bid, hvilket giver en helt anden smagsoplevelse, end hvad man plejer at få hjemme på spisebordet, fortæller hun.

Man behøver ikke redskaber for at give sig i kast med håndlavet pasta. Du har ikke engang brug for at lave en dej med æg eller finde pastamaskinen frem for at lave håndlavet pasta.

- I virkeligheden behøver du bare durummel og vand. Jeg synes, dej af durummel er mere tilgængelig, siger hun.

Fælles for de fleste syditalienske pastaformer, som laves af durummel og vand, er, at dejen rulles til strimler med hænderne, hvilket vil sige, at man ikke ruller ud på pastamaskine. Det fortæller Sofie Borbiconi og uddyber:

- Herefter former man dejen i hånden med en gaffel, kniv eller grillspyd. Man kan dreje den rundt om redskabet, så man kan lave fusilli-lignende pastaer, siger hun.

Til pasta baseret på æg vil det dog være en fordel at have en pastamaskine, da det kræver meget styrke i hænderne og kan være svært at få dejen til at blive tynd. Sofie Borbiconi anbefaler dog, at man venter lidt med at kaste sig ud i sværere retter.

- Selv om ravioli, altså fyldte pastaer, er meget populært, så er det meget nemmere at kaste sig over pasta med durummel, siger hun.

Leg med mad kan også være en god måde at få hjemmets yngste medlemmer til at hjælpe til i køkkenet.

- Håndlavet pasta er sjovt at lave med sine børn. Mange børn leger med modellervoks, som føles lidt ligesom pastadej, men det kan ikke spises - det kan man med pasta. På den måde kan man have dem med i køkkenet på en legende måde, siger hun.

/ritzau fokus/

Los Angeles, 17/12/2025 - 20:36

Fra 2029 vil Oscar-uddelingen blive vist på YouTube

Angela Weiss, Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

Siden 1976 er oscaruddelingen blevet vist på tv-stationen ABC, men den flyttes til YouTube om nogle år.

Fra 2029 vil oscaruddelingen blive streamet på hjemmesiden YouTube.

Det oplyser oscarakademiet i en pressemeddelelse.

Siden 1976 er oscaruddelingen ellers blevet sendt på tv-stationen ABC, men den flyttes om nogle år til YouTube, som har fået en eksklusiv femårig aftale som distributionspartner.

- Dette partnerskab vil give os mulighed for at udvide adgangen til akademiets arbejde til det størst mulige publikum på verdensplan, lyder det i en udtalelse fra akademiets ledelse, skriver akademiet i pressemeddelelsen.

Aftalen gælder for dækningen af selve prisuddelingen, den røde løber, backstage-indhold og adgang til det såkaldte Governors Ball, der er den officielle fest efter prisuddelingen.

Indholdet vil være tilgængeligt live og gratis for over to milliarder seere i hele verden, lyder det.

Samtidig vil der være undertekster og lydspor tilgængelige på flere sprog.

- Vi vil kunne fejre film, inspirere nye generationer af filmskabere og give adgang til vores filmhistorie på en hidtil uset global skala, lyder det fra akademiet.

22. januar bliver næste års oscarnomineringer meldt ud.

Oscaruddelingen finder sted 15. marts 2026 i Los Angeles, USA, og markerer den 98. udgave af prisuddelingen af det, der er den mest prestigefyldte amerikanske filmpris.

Den danskproducerede dokumentarfilm "Mr. Nobody mod Putin" er blandt de 15 film, der er shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Dokumentarfilm.

Den danske oscarkomité udvalgte i september filmen som det danske bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.

I den kategori er filmen blevet forbigået.

I løbet af de seneste 15 år er otte danske film blevet nomineret til Bedste Internationale Film.

To - "Hævnen" af Susanne Bier og "Druk" af Thomas Vinterberg - har i denne periode modtaget prisen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 20:12

Danish Music Awards droppes i to år og genopstår i nye klæder

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Centrale aktører i musiklivet skal sammen med brancheorganisation gentænke prisuddelingen Danish Music Awards.

Prisuddelingen Danish Music Awards (DMA) afholdes ikke i år eller næste år.

Det skyldes, at formatet skal udvikles, oplyser musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, der står bag DMA, til Ritzau.

Det er planen, at uddelingen i 2027 vil genopstå i et nyt format, som nu skal udvikles.

I det arbejde vil "centrale aktører i musik- og kulturlivet" indgå i en dialog med IFPI, skriver brancheorganisationen i en meddelelse.

- Som en naturlig del af denne udviklingsproces bliver der ikke afholdt Danish Music Awards i 2025 og 2026. Ambitionen er at lancere et nyt og tidssvarende format i 2027, hvis processen forløber som planlagt, skriver IFPI i meddelelsen.

Brancheorganisationen forventer at kunne melde mere konkret ud om det nye DMA i løbet af 2026.

Det betyder dog også, at de musikere, der har markeret sig i år og til næste år, ikke vil blive hyldet, men det tages der højde for i arbejdet med det nye format, fortæller kommunikations- og public affairs-direktør i IFPI Danmark Rikke Johan Bak i meddelelsen.

Hvordan, der konkret tages højde for det, kommer IFPI ikke nærmere ind på.

IFPI oplyser heller ikke, hvordan det nye format kunne se ud.

Danish Music Awards blev stiftet i 1989 som IFPI-prisen.

Fra 1991 til 2000 gik den under navnet Dansk Grammy, men det måtte organisationen bag ændre efter krav fra den amerikanske Grammy Awards.

I november 2024, da DMA sidste gang løb af stablen, blev bandet The Minds of 99 kåret som Årets Danske Livenavn.

Der blev uddelt 12 statuetter, hvor 10 af dem fokuserede på dansk musik.

Et akademi bestående af otte personer med kunstnerisk og kommerciel indsigt i dansk musik og en særjury under Danske Agenters Sammenslutning har bestemt, hvem der kunne løbe med priserne.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 17/12/2025 - 15:00

FAKTA: Vores livskvalitet

* I en undersøgelse af Realdania har 122.000 voksne danskere svaret anonymt på et spørgeskema, der er udsendt fra Danmarks Statistik, om deres hverdag og livskvalitet. 

* Blandt konklusionerne er, at danskerne i gennemsnit vurderer deres livskvalitet til at være 7,51 på en skala fra 0 til 10. 

* Livskvaliteten topper som 74-årig, og der er en stor lighed, når man sammenligner Danmarks land- og storbykommuner. 

* Sociale relationer er den vigtigste enkeltstående faktor for livskvaliteten. Det handler ikke kun om de nære relationer, men også de lette - som at hilse på naboen - har stor effekt.

* Undersøgelsen er udgivet i marts 2025 som bog med titlen "Vores livskvalitet - Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?".

Kilde: Realdania.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 17/12/2025 - 15:00

Brug højtiden til at booste din livsglæde

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dyrk traditionerne, og lad børnene opdage glæden ved at give. Julens aktiviteter kan være startskuddet til at løfte livskvaliteten, hvis du har det rette fokus.

Julen kan bringe mennesker sammen.

Og dermed kan den være anledning til at give dig et skud lykke, fortæller Henrik Mahncke, som er analysechef i Realdania, der arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø.

Baseret på besvarelser fra 122.000 danskere har Realdania undersøgt danskernes livskvalitet. Og konklusionen er, at sociale relationer er den vigtigste enkeltstående faktor.

Som juledagene nærmer sig, kan især børnefamilierne også opleve, at stressniveauet stiger.

Men i de traditionsrige dage, hvor flere generationer samles, kan julestress skiftes ud med muligheden for at styrke båndene mellem bedsteforældre og børnebørn.

- Børnene og de ældre har mere tid. Og jo mere, de kan være sammen, desto bedre. Lad dem lave konfekten eller hente juletræet og pynte det sammen.

- På den måde kan man som forældre blive aflastet en smule, samtidig med at man øger glæden hos børnene og de ældre, siger Henrik Mahncke.

Det er dog ikke kun de nære relationer, der kan give en følelse af lykke.

Også de lette, uforpligtende bekendtskaber kan ifølge Realdanias undersøgelse give dig et skud livsglæde med på vejen.

Når juleindkøbene skal i hus, eller gåturen leder dig forbi dine naboer, så hils på, og ønsk god jul.

- Vi har mange jern i ilden i december. Vi er mange steder, men lad os nu nyde det i stedet for at jage efter at få det overstået.

- Det er en kæmpe mulighed for at ændre sine vaner og gøre det mindre akavet at hilse på folk, man ikke kender, siger Henrik Mahncke.

Julen bringer ikke kun fællesskabet i fokus - også traditioner er i højsædet.

Traditioner er med til at forenkle livet, forklarer Henrik Mahncke. Derfor skal du udnytte, at julen har et hav af dem.

- Det fantastiske ved julen er, at den allerede er forklaret for os.

- Hvis din moster er rigtig god til at lave rødkålsalat og elsker det, så lad hende gøre det hvert år, siger han.

For når gode oplevelser bliver til en tradition, så tapper de mindre af det sociale overskud.

Ud over at stå bag den hidtil største undersøgelse af livskvalitet i Danmark har Henrik Mahncke også skrevet ph.d. om gavegivningens psykologi.

- Gavens magi handler om, at lige så dejligt det er at få en gave, lige så fedt er det at give en, siger han.

Samtidig er det at give gaver med til at styrke de interne bånd, tilføjer han og opfordrer til at lade børnene og teenagerne købe gaver til hinanden.

- Giv dem et budget, og lad dem vælge gaverne. Så stresser du ikke rundt og skal købe gaver til nogen, du måske ikke helt forstår på samme måde.

- Men vigtigst af alt giver du børnene den glæde, det er at give, siger Henrik Mahncke.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek