Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Devonport, 16/12/2021 - 07:17

Stærk vind tager hoppeborg i Tasmanien og dræber fire børn

En hoppeborg på en skole i Tasmanien blæste ti meter op i luften. Fire børn er døde, og flere er kvæstede.

Rick Rycroft/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fire børn er døde, og adskillige andre børn er i kritisk tilstand, efter en hoppeborgsulykke i den australske delstat Tasmanien torsdag formiddag lokal tid.

Det skriver avisen The Sydney Morning Herald.

Ulykken skete på en skole i byen Devonport omkring klokken ti, da et kraftigt vindstød blæste hoppeborgen cirka ti meter op i luften, mens børn legede på den.

- Jeg kan nu ulykkeligvis bekræfte, at fire børn er døde, fire er i kritisk tilstand, og én er i alvorlig tilstand, siger Darren Hine, der er politikommissær ved politiet i Tasmanien, torsdag eftermiddag lokal tid ifølge avisen.

Han tilføjer, at de afdøde børn gik i et klassetrin i Australien, der typisk er for børn, der er mellem 10 og 11 år gamle. Der er tale to drenge og to piger.

De kvæstede børn er fra samme alderstrin.

Optagelser fra stedet viser forældre, som ankommer til skolen for at hente deres børn, og elever, der strømmer ud gennem portene.

Skolen er blevet lukket for resten af dagen, og forældre er blevet bedt om at hente deres børn hurtigst muligt.

Flere helikoptere er set fragte tilskadekomne fra stedet.

Tv-billeder fra ABC viser tydeligt berørte betjente, der omfavner hinanden på skolens område, hvor ambulancereddere kan ses yde førstehjælp.

- Vores tanker er hos familierne og de pårørende, udtaler politiet i Tasmanien i en erklæring.

Torsdag er sidste skoledag for de fleste børn i Tasmanien inden jule- og sommerferien.

Delstatsleder i den australske delstat Peter Gutwein siger, at han afventer yderligere information, og at hans tanker går til børnene, forældrene og redningsarbejderne.

- Mine tanker går naturligvis til de berørte mennesker, siger han ifølge The Sydney Morning Herald.

Australiens premierminister, Scott Morrison, kalder ulykken "rystende" og "hjerteskærende".

- Der er tale om små børn, der er ude med deres familier på en glædens dag, og så udvikler det sig til sådan en forfærdelig tragedie - og så på denne tid af året. Det knuser mit hjerte, siger han på et pressemøde torsdag eftermiddag lokal tid.

Australsk politi har igangsat en undersøgelse, der skal forsøge at klarlægge årsagen til ulykken.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek