København, 27/02/2026 - 22:00
PET før valg: Danmark er højst sandsynligt et mål for russisk påvirkning
PET ser Rusland som den primære trussel i forbindelse med mulig valgpåvirkning, men nævner også USA.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark, der 24. marts går til folketingsvalg, er med den aktuelle verdens- og sikkerhedssituation et meget sandsynligt mål for russisk påvirkning.
Det skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET) fredag aften i en vurdering af truslen om påvirkningsaktiviteter mod valget.
PET tegner i vurderingen et billede af en tid med "øget stormagtskonkurrence" og med russisk "hybridkrig mod Vesten".
Her forsøger fremmede stater løbende at påvirke debatten, for eksempel ved valghandlinger, men også i det daglige, skriver PET.
- Det er meget sandsynligt, at Danmark i den nuværende situation er et selvstændigt, prioriteret mål for russiske påvirkningsaktiviteter, skriver PET.
PET skriver, at dansk støtte til Ukraine og ukrainsk våbenproduktion på dansk område kan være grunde til et øget fokus på Danmark fra russisk side.
- Det er muligt, at Rusland vil gennemføre påvirkningsaktiviteter i et forsøg på at udnytte valget til at fremme russiske dagsordener, herunder at skabe splid og svække støtten til Ukraine, skriver PET.
- Det vil også kunne ramme specifikke kandidater og partier samt deres valgkamp.
Efterretningstjenesten beskriver flere forskellige former for mulig russisk påvirkning.
Det anses for meget sandsynligt, at prorussiske hackere uden direkte tilknytning til den russiske stat vil rette mindre omfattende cyberangreb mod Danmark.
At angrebene får "direkte effekt på gennemførelsen af valghandlingen", anses dog som mindre sandsynligt.
PET ser det også som mindre sandsynligt, at statslige hackergrupper vil "forsøge at forstyrre valget gennem cyberangreb".
PET skriver, at selv om den primære påvirkningstrussel kommer fra Rusland, kan påvirkning også komme fra andre statslige aktører.
Her noteres det, at USA har en sikkerhedsstrategi med et formuleret mål om at ændre Europas nuværende politiske kurs.
- Eventuelle amerikanske forsøg på at påvirke den offentlige debat i Europa vil kunne udgå fra mange forskellige aktører, også uden formel tilknytning til den amerikanske administration, skriver PET.
/ritzau/




