Bruxelles, 13/07/2026 - 09:59
Dansk EU-politiker politianmeldt af kollega efter kommentar
Kristoffer Storm skulle til et opslag have skrevet til Abir Al-Sahlani, at hun selv burde "tage hjem".
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danske Kristoffer Storm, der er medlem af EU-Parlamentet for Danmarksdemokraterne, er blevet politianmeldt af et andet parlamentsmedlem.
Den svenske EU-politiker Abir Al-Sahlani fra Centerpartiet mener nemlig, at Kristoffer Storm har udsat hende for "racistisk og hadefuld tale".
Det skriver mediet The Guardian.
På sociale medier kritiserede irakiskfødte Abir Al-Sahlani flere højreorienterede politikere for indvandrerkritiske tilråb i forbindelse med en afstemning om udvisninger fra EU.
Kristoffer Storm skulle til det omtalte opslag have svaret Abir Al-Sahlani, at hun selv burde "tage hjem" ("go home", red.).
Det er netop den kommentar, som politianmeldelsen har relation til.
Den danske parlamentariker "trækker mest af alt på skuldrene" over anmeldelsen, som ifølge ham er et "forsøg på at skabe opmærksomhed".
- Jeg har ikke hørt noget fra politiet, så jeg ved ikke engang præcist, hvad hun har anmeldt mig for, skriver han i en sms til Ritzau.
Han mener ikke, at der er noget ulovligt i kommentaren.
- Jeg synes mest af alt, det er trist, at hun bruger sin position til at misbruge både mine og det offentliges ressourcer på den måde, lyder det.
Politianmeldelsen er sket til svensk politi og blev indgivet i sidste uge.
Foruden danske Kristoffer Storm svarede det finske parlamentsmedlem Sebastian Miika Tynkkynen også på opslaget. Finnen skrev ordene "græd mere".
Abir Al-Sahlani har dog alene valgt at politianmelde Kristoffer Storm for kommentaren, skriver mediet.
Storm har været medlem af Danmarksdemokraterne siden 2023. Forinden var han medlem af Dansk Folkeparti.
Inden han blev valgt til EU-Parlamentet i 2024, var han rådmand for Senior- og Omsorgsforvaltningen i Aalborg Kommune samt medlem af regionsrådet.
Han har også tidligere været 1. viceborgmester i Aalborg Kommune.
RITZAU




