Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

10/09/2024 - 10:00

Nordens citron kan bruges til at forny de velkendte retter

Er de gamle klassikere fra kogebogen blevet lidt støvede, kan du prøve at på opdatere dem med det lille delikate bær havtorn.

Vaclav Salek/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Nordens citron, appelsin eller passionsfrugt.

Kært barn har mange navne, og spørger man kok og medindehaver af virksomheden Sanketure Thomas Askov, så er der ingen over eller ved siden af i de danske landskaber: Havtorn er nummer et.

- Det er helt vildt, at vi herhjemme har sådan et bær, der er så lækkert. Jeg elsker smagen og strukturen, siger han om de orange bær, der undertiden også kaldes sandtorn, klittorn, klittjørn og havtidsel.

Han er så stor fan, at han kan finde på at smide havtorn i det meste.

- Hvis der er nogle lidt oldschool retter, kan man bruge havtorn til at opdatere dem til noget rigtig lækkert, siger Thomas Askov.

For eksempel kan en klassisk rødgrød blive til en gulgrød, og salte citroner kan erstattes med ditto havtorn, foreslår kokken.

En af hans helt simple favoritter er en saft, der består af havtorn, vand, citron og sukker.

- Den kan man nærmest drikke som appelsinjuice, siger han begejstret.

Opskriften er i runde tal et kilo havtorn, en liter vand, to deciliter citronsaft og sukker efter smag.

- Jeg bruger også saften i min lyse, alkoholfri gløgg, fordi den tilføjer en fantastisk note, fortæller Thomas Askov.

Derudover falder valget i køkkenet ofte på havtorn, når kokken skal servere dessert for sine gæster.

Havtorn gør sig nemlig særdeles godt som et syrligt modspark i det søde køkken. Det kan være til en panna cotta eller en hvid chokolademousse, foreslår kokken.

- Er du løbet tør for rosiner, kan du også putte havtorn i dine teboller i stedet, tilføjer han.

Vil du selv ud at plukke de smagfulde bær, skal du bevæge dig i retning af bølgernes brusen, fortæller Marie Roland, som er naturvejleder ved Naturstyrelsen Storstrøm.

- Udbredelsen af havtorn kan nærmest tegne danmarkskortet, for den kan findes langs det meste af kystlinjen. Den vokser på kystskrænter, og der hvor der er noget krat, før man kommer ud på selve stranden.

- Den er særligt glad for blottet mineraljord og kan også findes i gamle grusgrave og baneterræner. Steder, hvor vi mennesker graver lidt op og blotter mineraljorden, forklarer naturvejlederen.

Havtorn tilhører sølvbladsfamilien, og de aflange blade har et sølvskinnende skær på undersiden. Bærrene sidder helt inde langs stammen.

Når Marie Roland støder på buskene, er det dog sjældent, at hun bare spiser de friske bær. De er nemlig meget sure og sammensnerpende i sig selv, fortæller hun.

Derfor gør de sig bedst i en sødet version eller i kombination med andre frugter.

- Smagen er aromatisk og passionsfrugtagtig og er god i kombination med andre sødere sager. Det kan for eksempel være i marmelader, hvor man kan blande den med æble eller pære, siger Marie Roland.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek