København, 27/06/2025 - 14:52
DBU indfører anførerregel for at beskytte dommeren
Nye dommerregler bliver indført i de bedste danske fodboldligaer. Kun anføreren må henvende sig til dommeren.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Spillerne i Superligaen må ikke længere omringe dommeren. De skal holde sig fire meter væk. Det er kun anføreren, der må henvende sig til dommeren.
Det er en af de regler, der gælder fra den kommende sæson i Superligaen og i resten af dansk fodbold.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) fredag på sin hjemmeside.
- Fremover er det kun holdenes anførere, der må henvende sig til dommeren i situationer som mulige straffespark, røde kort eller omdiskuterede mål.
- Reglen, der blev testet under EM i 2024, bliver nu en permanent del af fodboldloven og gælder på alle niveauer af dansk fodbold, oplyser DBU.
Hvis spillere overtræder reglen, kan det medføre en advarsel. Der er dog mulighed for dommerskøn, eksempelvis hvis en spiller har været involveret i en forseelse eller er kommet til skade.
Michael Johansen, formand for DBU’s dommerudvalg, forklarer, at reglen indføres for at beskytte dommeren.
- Det er helt afgørende, at vi skaber en kultur, hvor dommeren får arbejdsro - især i kampens mest intense øjeblikke. I eliten ser vi ofte, at spillere samles om dommeren og forsøger at påvirke kendelser.
- Den nye regel skal være med til at sikre respekt og professionalisme og styrke integriteten i dansk fodbold, så dommeren kan træffe beslutninger uden pres og i trygge rammer, siger Michael Johansen.
Anførerreglen er kun én blandt flere ændringer i den kommende sæson.
En anden ny regel drejer sig om den tid, målmanden må holde bolden i hænderne.
Som noget nyt skal dommeren vise og klart tælle ned de sidste fem sekunder af den otte-sekunders begrænsning, som en keeper højest må holde bolden i arme eller hænder inden denne bringes i spil.
- Har keeperen ikke bragt bolden i spil, når dommeren når til nul, så dømmes der hjørnespark i den side, der er nærmest keeperens placering, oplyser DBU.
/ritzau/