Beijing, 18/05/2026 - 07:05
To personer meldes dræbt i jordskælv i Kina
Et jordskælv ramte søndag i det sydlige Kina. To meldes dræbt, og over 7000 personer er blevet evakueret.
Af: /ritzau/AFP
To personer har mistet livet i forbindelse med et jordskælv i det sydlige Kina.
Det skriver kinesiske statsmedier mandag.
Jordskælvet havde en beregnet størrelse på 5,2 og ramte i byen Liuzhou i regionen Guangxi søndag klokken 18.21 dansk tid.
13 bygninger er styrtet sammen, mens mere end 7000 personer er blevet evakueret fra det ramte område.
Ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua er en person fortsat savnet mandag morgen.
Det kinesiske statsmedie CCTV rapporterer, at de to omkomne var et par bestående af en 63-årig mand og en 53-årig kvinde.
Videoer, der er blevet bragt af statsmediet, viser mennesker løbe væk fra højhuse og bunker af murbrokker ligge ved siden af ødelagte huse.
Redningsfolk kan på optagelserne ses gå gennem murbrokkerne med hunde, der forsøger at finde tegn på liv.
Redningsfolk iført hjelme ses desuden bruge gravemaskiner til at rydde murbrokker af vejen.
/ritzau/AFP




