Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/10/2024 - 10:54

Bolig-jackpot: Zobel scorer millioner

Den kendte psykolog, forfatter og tidligere model Sarah Zobel har afhændet sin liebhavervilla i Vedbæk og er flyttet til den spanske ferieø Mallorca.

Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Trods et nedslag i prisen er det lykkedes psykolog, forfatter og tidligere model Sarah Zobel at komme ud med et overskud på to millioner kroner fra salget af sin liebhavervilla i Vedbæk nord for København.

Det skriver boligsiden Boliga.

Villaen var udbudt til salg for 17,9 millioner kroner, men blev solgt for 15,7 millioner kroner.

For det beløb får den nye ejer 200 kvadratmeter bolig fordelt på seks værelser. Dertil hører en kælder.

Selv købte Sarah Zobel boligen for 13,7 millioner kroner i 2021.

I sommer fortalte Sarah Zobel til Se og Hør, at hun var flyttet til den spanske ferieø Mallorca.

- Alt, hvad jeg laver med body SDS, kropsterapi og psykologi, er jo superoplagt også at prøve af på Mallorca. Og så er det dejligt at kunne give ens børn lidt nye input og en bred international opvækst, sagde hun i juli til ugebladet.

Sarah Zobel er som datter af den danske rigmand, erhvervsleder og godsejer Peter Zobel en del af Zobel-dynastiet.

Selv har den 50-årige kendis en datter og en søn fra ægteskabet med den tidligere balletdanser Alexander Kølpin og en søn fra forholdet med popmusikeren Burhan G.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek