København, 04/07/2025 - 09:28
20 flyafgange til og fra Frankrig er aflyst i Københavns Lufthavn
Danske passagerer bliver ramt af en strejke blandt de franske flyveleder. Men enkelte afgange er ikke aflyst.
Af: /ritzau/
20 flyafgange og -ankomster til og fra Frankrig er aflyst i Københavns Lufthavn fredag.
Det oplyser Københavns Lufthavnes presseafdeling.
Københavns Lufthavne kan ikke oplyse, hvor mange passagerer der er berørt af dagens aflysninger. Men det drejer sig i hvert fald om nogle tusind, lyder det.
Københavns Lufthavne følger udviklingen i løbet af dagen og opfordrer til, at passagerer holder sig orienteret hos luftfartsselskaberne.
Flyveledere i Frankrig strejker torsdag og fredag. Ifølge flyvelederne skyldes strejken personalemangel og aldrene udstyr.
Den civile luftfartsmyndighed i Frankrig, DGAC, har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt til luftfartsselskaber, at de skal aflyse 40 procent af deres afgange til og fra de tre lufthavne i Paris.
DGAC oplyser desuden, at op til halvdelen af afgange til og fra Frankrigs øvrige lufthavne også er påvirket. Det gælder primært i Sydfrankrig, lyder det ifølge Reuters.
Der er enkelte afgange til og fra Paris, som ikke er aflyst fredag i Københavns Lufthavn. Det fremgår af lufthavnens hjemmeside.
/ritzau/