Brøndby, 20/07/2025 - 21:59
Brøndby dominerer Silkeborg i sikker åbningssejr
Filip Bundgaard blev dobbelt målscorer, da Brøndby bankede Silkeborg 3-0 på hjemmebane i Superligaen.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Brøndby IF ser allerede ud til at have fundet en erstatning for sidste sæsons topscorer Michael Kvistgaarden.
I en dominerende 3-0-sejr over Silkeborg IF i Superligaen søndag aften var Filip Bundgaard kampens store oplevelse.
21-årige Bundgaard fik chancen fra start i angrebet i Brøndbys sæsonåbner efter salget af Kvistgaarden denne sommer, og den tog han i allerhøjeste grad med to flotte scoringer.
Brøndby kom bedst i gang i opgøret på Brøndby Stadion, hvor Silkeborg hurtigt blev presset i bund. Der var heller ikke spillet mere end otte minutter, før overliggeren kom udeholdet til undsætning på et hovedstød fra Rasmus Lauritsen.
Det normalt så boldstærke Silkeborg-hold skulle bruge ti minutter på at få lidt kontrol i perioder af kampen. Men det var stadig Brøndby, der skabte chancerne.
Filip Bundgaard brændte blandt andet en stor chance tæt på mål, inden den unge offensivspiller fik hul på bylden efter 23 minutter.
Gode Brøndby-kombinationer sendte bolden i dybden til Nicolai Vallys, der lagde et halvhøjt indlæg ind i feltet.
Her kom Bundgaard løbende, og på akrobatisk vis flugtede han bolden ind bag Nicolai Larsen i Silkeborg-målet.
Bundgaard blev i anden halvleg ved med at volde Silkeborgs forsvar problemer.
Efter knap en time havde han igen sparket bolden i nettet, men linjedommeren havde offsideflaget oppe.
Ingen kunne dog forhindre Bundgaard i at blive dobbelt målscorer fire minutter senere. I en omstilling drev han selv bolden langt frem på Silkeborgs banehalvdel, brugte Clement Bischoff som bande, inden han vippede bolden forbi Nicolai Larsen til 2-0.
Der var derfor også velfortjente stående klapsalver fra hjemmepublikummet til Bundgaard, da han i det 67. minut forlod banen for at lade sig udskifte.
Nede med to mål gjorde Silkeborg fortsat ikke meget væsen af sig i slutfasen.
Brøndby var til gengæld ikke færdig. Den tidligere Silkeborg-profil Nicolai Vallys kom også på måltavlen med en velplaceret halvflugter fem minutter før tid.
Med sejren er Brøndby nu i spidsen af Superligaen efter første runde på bedre målscorer end FC København og FC Nordsjælland.
/ritzau/