Marseille, 28/06/2025 - 04:14
Sydfransk universitet tager imod bekymrede forskere fra USA
Forskere, som er ramt af Trumps besparelser eller er bekymrede for anholdelser, kan søge til Sydfrankrig.
Af: /ritzau/
Otte amerikanske forskere er ankommet til et universitet i Sydfrankrig, hvor der tilbydes plads til dem, der er blevet ramt af føderale nedskæringer i USA's udgifter til forskning.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Universitetet Aix-Marseille (AMU) bød forskerne velkommen torsdag, efter at universitetet i marts skød gang i initiativet "Safe Place for Science (sikkert sted for forskning, red.)".
I alt 20 forskere fra USA ventes som del af programmet at rykke til Frankrig.
Universitetet har fået ansøgninger fra knap 300 forskere, der er tilknyttet prestigefulde institutioner som Stanford University, Berkeley University og den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa.
USA's præsident, Donald Trump, blev i januar genindsat i Det Hvide Hus til sin anden embedsperiode på posten. En del af hans politik har været at finde besparelser i blandt andet offentlig finansiering af forskning, hvilket har medført, at flere forskningsprogrammer i landet er blevet lukket ned.
Nogle ansatte på amerikanske universiteter frygter desuden at blive tilbageholdt eller deporteret på grund af deres politiske holdninger.
AMU, som er et af Frankrigs største universiteter og har omkring 12.000 internationale studerende, tilbyder via initiativet finansiering af forskning i op til tre år.
Historikeren Brian Sandberg fortæller, at han besluttede at sende en ansøgning til det sydfranske universitet, efter at han på vej hjem til USA fra Frankrig frygtede at blive anholdt ved grænsen til sit hjemland.
Sandberg, som er fra den amerikanske delstat Illinois og forsker i religion, køn og vold, blev ikke anholdt.
- Men det får én til at tænke over, hvad ens rang som forsker er, siger han.
/ritzau/